Stilperioden Empire 1800 til 1825

Napoleonskrigene rasede hen over Europa. Heller ikke Danmark gik fri. I 1801 udkæmpedes "Slaget på Reden", og i 1807 blev København bombarderet. Ved fredsafslutningen måtte vi desuden afgive Norge til Sverige. Samtidig blev de økonomiske forhold forværret, og Danmark gik bankerot i 1813. Tilliden til pengevæsenet var så ringe, at en uafhængig instans, Nationalbanken, blev oprettet og overtog retten til at udstede penge. Skønt der var økonomisk nedtur, kunne man på det kunstneriske felt glædes over "Guldhornene" af Oehlenschläger og Thorvalsens smukke statuer.

Empire-moden prægede tidens dragter. Det fik indflydelse på både mandens og kvindens tøj. For begges vedkommende blev deres tøj meget kortlivet. Mandens vest og trøje havde meget høje kraver, hvilket understregede det kort snit. Knæbukser var stadig mest brugt. Kvindens taljelinie var helt oppe under brystet, og skørtets vidde blev samlet midt bag. Ærmerne var enten korte med et lille puf, eller så lange, at de nåede helt ud over hænderne.

Beskrivelse af dragter fra Empire-perioden

Model 17. Mandsdragt fra Kalundborg. Kort vest og trøje i smalstribet olmerdug syet med stiklommer og høj krave. Bukser i blå vadmel og hvide strikstrømper samt hosebånd. Hvid skjorte i hør. Halsklud i trykt kattun og strikhue i blå uld med rød plyskant.

Model 18. Mandsdragt fra Vordingborg. Se stofprøve KM 208 Kort vest med stiklommer og høj krave. Hvergarnstof i rudret drejlsmønster af ubleget hør og rød uld. Hvid hørskjorte og kulørt halsklud. Lange lyse hørbukser samt strikhue i rød og hvid bomuld.

Model 19. Kvindedragt fra Bogense på Fyn. Se stofprøve KM 299. Hel kjole i hvergarn med lille gåseøjemønster i ubleget hør og vinrød uld. Kjolen har høj talje og brystsmæk, som dækker den indvendige snørring. Skørtet er rynket, således at næsten al vidde er samlet midtbag. Forneden på kjolen og på ærmekanterne er der påsyet en bort af grønne fløjls trekanter pyntet med en lysegrøn snor. Forklæde med empire-mønster og tørklæde af tyndt hvidt mol, kantet med en lille knipling. 3-styks hue af mønsteret grøn silke hvorunder, der er et formsyet lin.

Model 20. Kvindedragt inspireret af et kobberstik i " Københavnske Dragter. Ved Senn og Lahde, 1810 .Kjolen er af trykt bomuld og syet i moderne chemisesnit. Om halsen og livet har hun et langt sjal og på hovedet en kappe, hvor forkant og silkebånd er plisseret. Kjolen har små pufærmer, og hun har lange halvhandsker i skind for ikke at gå bararmet. Forklæde i grøn silke, og strømper i bomuld.