Det sker i Faaborg-Midtfyn Kommune

Tilføj/fjern arrangementet til din huskeseddel
Skriv en kommentar til arrangementet
Find stedet på kortet
Kunstnernes skitser og den kreative proces.
Faaborg Museum byder inden for i Fynbomaler Peter Hansens (1868-1928) atelier på Lagonis Minde 7 i baghuset til en spændende aften den 18. februar kl. 18 med foredraget, Kunstnernes skitser og den kreative proces med kunsthistoriker og ph.d. Theis Vallø Madsen.

Theis Vallø Madsen har tidligere arbejdet som forsker ved Aarhus Universitet, Kunsten Museum of Modern Art i Aalborg og senest Faaborg Museum og Syddansk Universitet. Han står bag Skitsehandlen i Faaborg - et udstillingssted og kunsthandel kun for kunstnernes skitser, studier og tegninger.

Foredraget omhandler flere mesterskitser fra den store kunsthistorie, forelæserens personlige yndlingsskitser og skitser fra Faaborg Museums samling af kunstnerkredsen Fynboerne.

Kunstnernes skitser er et frirum, hvor kunstnere kan eksperimentere og fordybe sig uden tanke for et kritisk publikum. Her er de frie og ikke bundet af "the law-of-the-all-over", som den amerikanske kunsthistoriker Norman Bryson har beskrevet det, altså en frihed fra forestillingen om at maleriet skal være i ligevægt og fylde hele lærredet.

I skitserne kan kunstnerne fange en hurtig bevægelse, eller fortabe sig i en enkelt detalje. Der er kortere afstand mellem ånd og hånd. Derfor betragter man skitsen som et sted, hvor kunstnere kan arbejde friere og bedre end i det endelige format. I en vis forstand er skitsen aldrig færdig.

Skitsen viser bevægelse, ansatser, fejl og gentagne forsøg, den kreative proces, snarere end et afsluttet og formfuldendt værk. Det giver et særligt indblik i kunstens tilblivelse.

Tilmelding: Fuodense.dk

Foredraget finder sted i Peter Hansens atelier, Lagonis Minde 7, baghuset, 5600 Faaborg den 18. februar kl. 18 - 21.
Tirsdag den 18. februar 2020, kl. 18. (Entré: 220 kr /130 kr studerende)
Peter Hansens Atelier, Lagonis Minde 7, Faaborg