Kalender Huskeliste
Kategorier

Kildemarked


Hvert år besøger rigtig mange glade sommergæster det idyllisk beliggende Kildemarked ved bredden af Bølling Sø. Igen i år er der masser af oplevelser for både store og små, når Klosterlund Museum og museets trofaste støtter holder Kildemarked.

Nostalgien er i centrum på det kulturhistoriske marked, Som gæst kan du snuse til en række vidt forskellige gammeldags håndværk som knipling, børstenbinding, plantefarvning og meget mere. Du kan også tage en tur i hestevogn, gøre en god handel i boderne eller få en dejlig frokost i det grønne.

Traditionen tro vil smedene vise hvordan man "ringer" et vognhjul, det lokale kor "Ekko" og musikgruppen "Én gang om året" optræder igen i år, og som vanligt vil det være muligt at få grillet lammesteg til middagsmad.

Er du mere til benzin i blodet, vil det nok være veterankøretøjer i form af motorcykler og brandbiler, der trækker mest. Der er også rig mulighed for at besøge museet, der naturligvis har åbent hele dagen.

Som noget nyt er der på årets Kildemarked lagt vægt på flere aktiviteter for børn. Hele dagen vil det være muligt at prøve kræfter med snitningens kunst, når de kompetente snittere fra Hænder og Huse holder snitteworkshop. Der er også både sjov og oplysning at hente for børn, når jyske seniorlandmænd stiller op med gammeldags vandpumper og en snak med om landbrug i gamle dage.

For at bidrage til nostalgien og det kulturhistoriske islæt har museet indrettet et telt med markedsforlystelser anno 1929, hvor familien kan dyste i forskellige gammeldags lege eller måske endda møde den skæggede dame!

Børn og barnlige sjæle kan også blive "ansat" som tørvearbejdere for en dag, når museumsinspektører byder op til konkurrencer som "tørverejsning på tid" og "skruning af tørvetårne", og fortæller lidt om børnearbejderne ved Bølling Sø for 100 år siden.

Program for dagen

Kl. 12: Den musiske underholdning vil sædvanen tro leveres af en til lejligheden sammensat musikgruppe, "Én gang om Året", under ledelse af Stig Skovbo.

Kl. 13: Koret "Ekko" fra Engesvang optræder under ledelse af Joan Frost.

Kl. 14: Tørvearbejder for en dag.

Kl. 15: Smedene "ringer" et vognhjul


kultur og fritid nyt:

Kristina Nya Glaffey mener, vi bør tale meget...

Line Jensen elsker kulturoplevelser, der trøster,...

Man skal give sine grøntsager samme opmærksomhed...

Over en milliard følger cricketmatch i Manchester...

En stolt og beskeden købmand byggede videre på...