Væggerløse Bibliotek

Skolebakken 14, Væggerløse

Tirsdag den 16. april 2024, kl. 19-21.

Arrangør: Guldborgsund-bibliotekerne, Hovedbiblioteket



Foredrag

Menneskedyret Homo sapiens (via livestream fra Aarhus Universitet)

Vi mennesker er et tilfældigt resultat af en broget evolutionsproces, og vi er en anatomisk rodebunke med lån af organer fra vores tidlige forfædre. Vores adfærd er i høj grad styret af menneskedyrets biologi og forhistorie og ikke vores frie vilje alene.

Mennesket bliver af stort set alle kulturer set som et enestående toppunkt i en guddommelig skabelsesproces. Videnskabeligt set er Homo sapiens som en chimpanseart dog blot et mellemstort pattedyr med en lang og dramatisk udviklingshistorie. Kun gennem de sidste 30.000 år har det moderne menneske spillet en betydelig rolle på jorden.

Alle dyr har det samme evolutionære ophav. Vi skylder en stor tak til en ubrudt række af succesfulde mødre og fædre, der over millioner af generationer har fundet mad og partnere, overlevet katastrofer, tilpasset sig klimaændringer, undgået rovdyr og bekæmpet parasitter.

Menneskets anatomi, fysiologi og adfærd er alle produkter af mere end én milliard års evolution fra de første flercellede organismer. Vi er i høj grad et tilfældigt udkomme af en broget evolutionsproces, hvor dagens vindere kan blive morgendagens tabere. Og vores udviklingshistorie og biologiske baggrund bør derfor være en vigtig del af vores selvforståelse.

Foredraget giver et indblik i vores fjerne evolutionshistorie og afdækker, hvilken anatomisk rodebunke menneskekroppen rent faktisk er. Vi har lånt en lang række af vores forfædres organer, som havde helt andre funktioner end vores nuværende. Du vil også høre eksempler på, hvordan vores adfærd i høj grad styres af menneskedyrets biologi og forhistorie - og altså ikke, som vi normalt foretrækker at tro, vores frie vilje alene.

Læs mere om foredraget, se billeder og læs om evt. pladsreservation

Foredraget streames live fra Aarhus Universitet og er led i serien Offentlige foredrag i Naturvidenskab som arrangeres af Aarhus Universitet og udbydes i samarbejde med værter i en række byer og Carlsbergfondet.
Hvis du vil modtage bonusmateriale og tippes om kommende foredrag, så følg foredragenes nyhedsbrev eller sociale medier.

Fri entré

Køb/bestil billet Læs mere på hjemmesiden