Foredrag

Gifteklar og hjemmefra - jernalderkvinder på rejse?

Pris: (Entré: 85 kr)
Sted: Museum Sønderjylland - Arkæologi Haderslev, Dalgade 7, Haderslev.
Arrangør: Museum Sønderjylland
I foredraget er der fokus på jernalderkvinder på rejse.

Migration er ikke et nyt fænomen. Mennesker er til alle tider rejst, flyttet, flygtet - såvel i større eller mindre grupper, endda hele folkeslag - men også som familier og individer. Både mænd, kvinder og børn rejste. Ud over at være en vigtig del af en individuel livshistorie, bliver enkelte menneskers rejser samlet set en del af en større fortælling om samfunds mobilitet og interaktion - både før og nu. Fra vore breddegrader findes der ingen rejseberetninger fra forhistorisk tid, men til gengæld er de arkæologiske levn fyldt med information, der kan belyse mobilitet og migration. Gravfundene er særligt velegnede som kilde. Bedst er det, hvis der er bevaret humant knoglemateriale, så man kan analysere gener og isotoper. Men det er sjældent tilfældet, særligt i Syd- og Sønderjylland. I stedet må vi ty til de genstande, der findes i gravene, for de kan også være med til at løfte sløret for, om der er tale om tilflyttere eller lokale. I foredraget er der fokus på jernalderkvinder på rejse. Ud fra forskellige eksempler fra det sydskandinaviske område fortælles om, hvordan der kan gemme sig en slags "kode" i kvindegravene om kvindernes identitet og oprindelse. Her er dragtudstyr og smykker vigtige. Hvorfor kvinderne rejste, ved vi ikke. En grund kunne være, at de indgik i ægteskaber langt fra deres hjemegn. De var gifteklar og hjemmefra! Foredraget er ved Museumsinspektør Lene Heidemann Lutz, Museum Sønderjylland Foredraget er i samarbejde med Sønderjyllands Amatørarkæologer og Folkeuniversitetet. Foto: Fra Stenderup/Gryden, grav 26. Foto: Jørgen Andersen, Museum Sønderjylland.