• Gillian Wearing - Family Stories


    Gillian Wearing er optaget af virkeligheden. I sin kunst lader hun almindelige mennesker komme til orde, og hun undersøger og dokumenterer relationerne imellem dem. SMK viser nu en udstilling med den Turner Prize-belønnede kunstner.

    Den engelske kunstner Gillian Wearing (f. 1963) har gennem hele sin karriere været optaget af mennesker og menneskelige relationer. I værkerne lader hun almindelige mennesker komme til orde - hun dokumenterer private fortællinger, undersøger familiekonstruktioner og udforsker grænserne mellem det private og det offentlige.

    Ofte bringer hun også sig selv eller sin familie i spil, og hun rejser spørgsmål om, hvordan relationer til andre mennesker er med til at forme vores identitet.

    Udstillingen viser en række af Wearings værker lavet fra 1992 og frem til i dag. Værkerne er hovedsagelig foto- og videoværker, hvor hun især har arbejdet med nogle af de billedtyper, som er en del af hverdagen: familiefotografiet, snapshottet, tv-udsendelsen og hjemmevideoen.

    "Jeg er på udkig efter situationer, hvor der er et element af sandhed. Det er ikke interessant at forholde sig til en frit opfundet forestilling eller fantasi om, hvad en familie er; dem kan man selv lave. Hvis man skal se noget om, hvordan andre mennesker har det, så vil man se noget, der er ærligt," fortæller Gillian Wearing.

    Udstillingens værker har alle familien som omdrejningspunkt. Dette gælder også for det nye debatskabende værk En rigtig dansk familie, der involverer ca. 500 danske familier, et dommerpanel og en stor offentlig bronzeskulptur af en dansk familie.

    Gillian Wearing har sat sig for at finde "en rigtig dansk familie". Familien er blevet modellereti fuld størrelse, støbt i bronze og skal opstilles som skulptur et centralt sted i København.

    Projektet blev i efteråret 2016 indledt med en kampagne, hvor alle familier i Danmark blev inviteret til deltage i konkurrencen om at blive foreviget i bronze. Cirka 500 familier meldte sig, og DR fulgte hele processen: Fra interviews med de tilmeldte familier rundt i hele Danmark over et dommerpanels votering til udpegningen af vinderfamilien. DR's tre udsendelser om projektet bliver sendt 2., 9. og 16. oktober 2017 på DR2.

    Det landsdækkende skulpturprojekt er blevet realiseret i et samarbejde mellem Gillian Wearing, Kunsthal Aarhus, DR og SMK og er en fejring af de mange forskellige familieformer, der findes i Danmark.

    Vinderfamilien og skulpturen blev afsløret den 13. oktober 2017 på SMK i forbindelse med åbning af udstillingen Gillian Wearing - Family Stories.

    En rigtig dansk familie er støttet af Bikubenfonden, Københavns Kommune og Statens Kunstfond


    Fre. d. 13. oktober 2017 til søn. d. 7. januar 2018, kl. 11-17 tirsdag-søndag. kl. 11-20 onsdag. Lukket man.

    Statens Museum for Kunst