• Lykkelænder


    Danske undertekster. En grønlænder går i 'Lykkelænder' rundt i dagens København. Han har nationaldragt på og en kajak under armen.

    På den anden side af Atlanterhavet går smilende grønlandske børn tur i en lille landsby med en udstoppet gris på hjul. Situationerne er montypython'ske. Sådan omtrent lige så absurde som den forestilling, at en dansker skulle være i stand til at reflektere definitivt over kronkoloniens forhold til kolonimagten.

    Men hvordan skaber man så en dokumentar om noget, man reelt set ikke ved noget om? Lasse Lau giver med NORDIC:DOX-vinderen 'Lykkelænder' et øjenåbnende, skiftevist syret og gravalvorligt bud.
    Den pæredanske instruktør har her ladet en gruppe insidere med grønlandsk vid og bid være medskabere af et researchprojekt om netop forholdet mellem grønlændere og danskere.
    Resultatet er blevet en fusion af kontrastfulde billeder fra begge lande: Symbolteater, smertefulde gimmicks og kritiske interviews. Nogle gange det hele på én gang, som når Nukâka Coster-Waldau går på etnografisk grønlandsudstilling og mumler frem for sig: "I skal ikke tro, I kan lære os noget!"

    'Lykkelænder' tager udgangspunkt i klichéen om grønlænderen, men udvikler sig til en lyrisk rejse gennem medierepræsentation og temperamenter, så en anderledes identitet toner frem. Filmens sammenkog af klassisk og eksperimenterende dokumentarisme giver et friskt pust til debatten om Grønlands og Danmarks mangeårige forhold. Det er ikke mindst relevant i en tid, hvor grønlandsk selvstændighed præger mediebilledet Køb/bestil billet


    Fre. d. 10. august 2018, kl. 21.15.

    Cinemateket