Powered by www.kultunaut.dk
I samarbejde med www.kultunaut.dk

Arrangementer

      You are here

      Drømmefælden - foredrag med Maja Elverkilde

      Dato: Søn. d. 18. februar 2018
      Pris: (Fri entré)
      Tid: kl. 19
      Lokation: Byens hus, Stændertorvet 1, Roskilde
      Den anmelderroste forfatter Maja Elverkilde tog sit blebarn under armen og flyttede langt ud i den svenske vildmark.
      Alene og uden en plan for fremtiden - men med følelsen af for første gang at tage sine længsler alvorligt. Og er det måske sådan, at eventyret først kan folde sig ud, når man giver slip på forestillingen om den lykkelige slutning?



      Om foredrag 'Drømmefælden':

      I forfraget stilles spørgsmålet: Hvornår er drømme en drivkraft, og hvornår spænder de ben for at noget overhovedet kan ske?

      Forfatteren Maja Elverkilde boede i København, alene med sin dreng på to år. Men for fire år siden tog hun en drastisk beslutning og flyttede til Sverige. Otte timer fra København, 20 kilometer fra nærmeste by - ind i et gammelt, brændeopvarmet säterhus, uden elektricitet og med vand fra en brønd.

      Hør historien om at finde modet til at kaste sig ud i det ukendte - om at lære at hugge brænde med et blebarn på armen - om at slippe drømmen om den perfekte kernefamilieidyl, og gå i gang med at skabe livet selv, på godt og ondt. Og er det sådan, at netop drømmen om det perfekte kan stå i vejen for at gøre noget overhovedet?

      Der lægges op til dialog og diskussion med deltagerne - om drømme & hverdag, idealer & kompromisser.



      Sagt om Maja Elverkilde:

      "Elverkildes sprog er præget af en lethed og klarhed, der ikke svælger i tristessen og dramaet, men tværtimod nedtoner de enkelte skæbners ensomhedstragedie - og dog på en måde, der ikke gør dem mindre smertelige, men blot genkendelige og universelle." (Anne Skov Thomsen, Nordjyske)

      "Det er i de tætte relationer, at det hele sættes på spidsen, og Maja Elverkilde forstår at udnytte spændingsfeltet i de forhold, som bag den trygge facade rummer en afgrund af overhængende fare. Nedslidte tematikker bliver som nye, når de har været igennem Maja Elverkildes fantasifulde, menneskekyndige bearbejdning. (Henriette Bacher Lind, Jyllands Posten)

      Maja Elverkilde, f. 1975, debuterede i 2008 med den anmelder-roste novellesamling 'Alt det der er mit' (Borgens Forlag). I 2014 udkom efterfølgeren 'Det dør man af' (Forlaget Republik). Stiftede i 2016 eget skovforlag, Pote Produktion, og er aktuel med sin første roman 'Den slags skal gøres i dagslys' om ensomhed og længsler.

      Kontakt Maja Elverkilde: pote@poteproduktion.dk / +45 26 36 15 02

      Mere info på www.majaelverkilde.wordpress.com