Bramming Kosmorama

Storegade 8, Bramming

Lørdag den 9. november 2024, kl. 20.



Folk/Vise/Country

Hush

Bramming Kosmorama præsenterer: HUSH - From One Lifetime To Another. Dato: 09.11.2024 kl. 20.00 - dørene åbnes kl. 19.00. HUSH - Unplugged.

From One Lifetime To Another 20-året for Hush's tidløse debutalbum 'A Lifetime' fejres til april, hvor den anmelderroste duo gæster de store koncertsale. Men heldigvis fortsætter jubilæet til efteråret med 28 koncerter i helt intime rammer. I år er det 20 år siden, at Hush - fri af tid og tone - sendte debuten, 'A Lifetime', på gaden og ramte hitlistens 1. plads med akustisk guitar, banjo, lap steel og stilsikker country-pop. I en tid hvor storladen britpop og stadionrock satte dagsordenen, opnåede det ''lille'' album uventet stor succes. A Lifetime solgte i titusindvis, ramte lyttere på tværs af generationer og blev sit helt eget kapitel i nyere dansk musikhistorie. Sidste år annoncerede Hush en 'A Lifetime' Jubilæumstour - og efterspørgslen for de ni april- koncerter i landets største koncertsale har været overvældende. Det er derfor med stor glæde, at sanger Dorthe Gerlach og guitarist Michael Hartmann nu kan løfte sløret for hele 28 unplugged-koncerter i efteråret! Vi indspillede det meste af debut'en hjemme i soveværelset, simpelthen fordi vi ikke ku' få en pladekontrakt i starten. Dét der var et benspænd endte faktisk med at blive nøglen til den lyd albummet har. En lyd som er meget 1:1 og supernærværende. Derfor giver det også SÅ meget mening at tage albummets sange med ud på de små spillesteder. Sådan fortæller Michael Hartmann om 'A Lifetime' og Dorthe Gerlach supplerer: Jeg kalder det for sjov vores anti-arena-tour. Det er også for at lyse på, at de små spillesteder og foreninger kan noget helt særligt når det handler om at opleve musik. De har været med os hele vejen, det var dér vi spillede vores første koncerter og vi har elsket at komme tilbage gennem alle årene. Som tourtitlen antyder, ''From One Lifetime To Another'', har Hush ikke stået stille de sidste 20 år, og selvom koncerterne tager udgangspunkt i debutalbummet, lover duoen også at der bliver smagsprøver på helt nye sange. De 28 akustiske koncerter løber af stablen fra 26. september i alle egne af landet, fra Vordingborg til Ishøj, fra Assens til Agger, fra Brønderslev til Tønder. Touren bliver en kærkommen forlængelse af et yderst imødeset jubilæum. Denne gang i intime rammer på landets små spillesteder og musikforeninger - der, hvor publikum og Hush mødte hinanden for allerførste gang.

Entré: 305 kr + evt. gebyr

Køb/bestil billet