Svingende skørter og smældende kastagnetter.
Med nyopsætningen af Petipas "Don Quixote" fra 1869 tager balletmester Nikolaj Hübbe og Den Kongelige Ballet livtag med en af de helt store russiske klassikere. (Foto: Constin Radu)
Forlægget, den 400 år gamle roman Den sindrige ridder Don Quixote de la Mancha af Miguel de Cervantes, hører samtidig til blandt litteraturhistoriens absolutte klassikere. Det kan nu være lidt svært at se, hvad denne opremsning skal til for, for faktisk er Don Quixote og hans tro væbner Sancho Panza snarere tilskuere end hovedpersoner i den kærlighedshistorie, der folder sig ud.
Kitri og Basil er forelskede i hinanden, men hendes far, kroejeren Lorenzo, bryder sig ikke om at få et fattig barber som svigersøn. I stedet forsøger han at få Kitri til at gifte sig med den afdankede, overparfumerede Gamache. Så Kitri og Basil stikker af sammen og alle tager ud for at finde dem, heriblandt Don Quixote, der fejlagtigt tror at Kitri er hans elskede Dulcinea. Stor ståhej følger indtil det unge par endelig får hinanden til sidst.
J'aime Crandall var livfuld og koket som den ombejlede Kitri, mens Jón Axel var hendes ihærdige kavaler. Og hvis de ikke allerede havde demonstreret deres talent, fik publikum det i hvert fald at se under den afsluttende grand pas de deux, hvor Fransson tog så mange pirouetter i træk at man kunne mærke hvordan publikum nærmest holdt vejret af forbløffelse og begyndt at tælle med.
Hvor selve historien måske er lidt tynd, ligger Don Quixote's sande charme i Petipas variationer over spanske temaer til Ludwig Minkus partitur af iørefaldende spanske rytmer med smældende kastagnetter og bragende trompeter. Det kommer smukkest til udtryk i sidehistorien om toreadoren Espadas kurmageri til den skønne Mercedes. Ulrik Birkkjær havde en voldsom, nærmest overdrevet positur når han smældede med sin kappe og gjorde sig til. Og Amy Watson smækkede med sin vifte og slog med skørterne med en sådan aggression, at det mere lignede en kamp mellem tyrefægter og tyr i en bloddryppende arena end et frieri. Hvilket temperament, og hvilken præcision!
Hvor Nikolaj Hübbe i de seneste år har leget med en mere simpel, ren scenografi i opførelserne af fx Sylfiden og Svanesøen, har han i sin nyopsætning af Don Quixote valgt at genbruge Jens-Jacob Worsaaes farvestrålende, overdådige scenografi og kostumer fra 1983, der intet lader tilbage af ønske og er med til at skabe den sydlandske stemning.
Don Quixote
Det Kongelige Teater - Gamle Scene
Se spilleperiode
