Flere nyheder

 
Klassisk musik
Rudersdal Sommerkoncerter

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Rudersdal Sommerkoncerter
Lør. 6. aug. 2016
kilde: KultuNaut

Rudersdal Sommerkoncerter er smuk musik på smukke steder. Fra den 7. august og tre uger frem kan man høre musik fra de sidste 800 år med musikere fra ikke mindre end 12 lande! (På billede: Ensemble Nordlys)

Traditionen tro byder festivalen på gammelt og nyt, kendt og ukendt. På programmet er der værker af bl.a. Mozart, Brahms, Beethoven, Bach, Dvorak, Ravel, Nørgård, Adams, Schnittke og Tüür, samt middelaldermusik, ortodoks korsang og den festlige jødiske klezmermusik.

Blandt årets kunstnere er den polske klavervirtuos, Barbara Drazkowska, middelalderensemblet Currentes fra Norge, Danish Chamber Brass, Kiev Kammerkor, inDuo, Mira Kvartetten og mange flere. Åbningskoncerten med Ensemble Nordlys finder sted på det idylliske Næsseslot ved Furesøen. (På billede: Barbara Drazkowska)

Ny koncertform
I år kan man opleve en helt nyt koncertform ved Rudersdal Sommerkoncerter: kontrastkoncerten. Her afsøges grænserne, når musikere med kontrasterende udtryk optræder ved side om side.
I Høsterkøb Kirke flettes de lysende toner fra inDuo (sopran og fløjte) ind imellem den dybe mørke klang fra cello og kontrabas spillet af Øystein Sonstad og Katrine Øigaard.
Pianisten Barbara Drazkowska fortolker ny minimalistisk regndråbemusik på et moderne flygel afbrudt af messesatser fra middelalderen opført på originalinstrumenter af ensemblet Currentes. (På billede nedenfor: inDuo)

Festivalkomponister 2016
Festivalkomponisterne er rejst til Rudersdal fra den anden side af henholdsvis Atlanterhavet og Kattegat.
Tina Davidson er en succesfuld amerikansk komponist, der bl.a. samarbejder med violinstjernen, Hilary Hahn. Hun har skrevet et nyt værk til Ensemble Nordlys, og verdenspremieren kan høres den d. 21. august på Vedbæk Station. Overskriften er "Fra den nye verden", og der spilles også musik af bl.a. Dvorak og Gershwin.

Karl Aage Rasmussen er Aarhus' "Mr. Music", men er kendt i hele landet - ikke bare som en fremragende komponist - men også som en anmelderrost forfatter til bøger om Bach og Mahler mv. Han har sammensat programmet til åbningskoncerten, der derfor har fået titlen, "Karl Aage's Choice". Hør musik af Beethoven og Brahms samt en ny komposition, han har tilegnet Brahms og Ensemble Nordlys!

Billetter
Ønsker man at reservere billet på forhånd, kan man booke dem via Billetlugen.dk.
Billetter sælges også ved indgangen fra én time inden koncertstart.
Standardbillet: 120 kr. - Unge under 18 år: 50 kr.
Køber man billet til 5 koncerter på én gang får man 50 % rabat på billetprisen.

Læs mere på Rudersdal Sommerkoncerters hjemmeside

Det fulde program:

Åbningskoncert: Karl Aages Choice
Hør det højtprofilerede Ensemble Nordlys i Beethoven, Brahms, Stravinsky - og en verdenspremiere på en Scherzino af årets festivalkomponist, Karl Aage Rasmussen.
Søn. d. 7. august 2016, kl. 15. Næsseslottet, Dronninggårds Allé 136, Holte

Kvartet på Ostegården
Mira Kvartetten spiller skønne strygekvartetter af Mozart, Ravel og Karl Aage Rasmussen.
Kl. 18.30-19.00: Havarthigårdens historie v. Niels Peter Stilling.
Tir. d. 9. august 2016, kl. 19.30. Havarthigården, Havarthivej 6, Holte

Klassisk i klostret
På det stemningsfulde kloster i Høsterkøb kan du opleve musik af Mozart og Weber m.fl. Kvartetten island spiller på originalinstrumenter, så du får den helt autentiske lyd fra komponisternes tid.
Kl. 17.30 Vandring ved Vor Frue Kloster v. Niels P. Stilling
Tor. d. 11. august 2016, kl. 19.30. Vor Frue Kloster, Høsterkøbvej 5, Birkerød (På billede: Island)

Danse fra Øst og Vest
To af landets førende solister, violinisten Christine Pryn og pianisten Kristoffer Hyldig, spiller russisk balletmusik, tyske barokdanse samt en fransk vals mv.
Søn. d. 14. august 2016, kl. 15. Holte Sognegård, Solbakken 56, Holte

Lys og mørke
Lyse toner fra inDuo (sopran og fløjte) står over for den mørke klang af cello og kontrabas. Danske og franske sange, teatermusik over H.C. Andersens eventyr og gode gamle Bach er på programmet.
Tir. d. 16. august 2016, kl. 19.30. Høsterkøb Kirke, Gøngehusvej 286, Høsterkøb, Hørsholm

Himmelske stemmer
Det berømte kor fra Kiev henrykkede publikum for to år siden. Nu er de tilbage, og du får igen chancen for at opleve den stemningsfulde og gribende ortodokse kirkemusik.
Tor. d. 18. august 2016, kl. 19.30. Søllerød Kirke, Søllerødvej 29, Holte

Fra den nye verden
Ensemble Nordlys sætter fokus på den nye verden med musik af Dvorak og Martinu samt en uropførelse af et nyt værk tilegnet ensemblet af Tina Davidson, svenskfødt amerikansk komponist.
Søn. d. 21. august 2016, kl. 19.30. Vedbæk Gamle Station, Vedbæk Stationsvej 20 A, Vedbæk

Messing og motor
Danish Chamber Brass, der er et ungt eliteensemble, giver koncert i det charmerende bilmuseum i Nærum.
Tir. d. 23. august 2016, kl. 19.30. Sommers Automobil Museum, Nærum Hovedgade 3, Nærum

Rejsende i tid og rum
Currentes fra Norge spiller middelaldermusik på originalinstrumenter, mens polske Barbara Drazkowska, spiller nutidig minimalistisk musik.
Tor. d. 25. august 2016, kl. 19.30. Birkerød Sognegård, Kirkevej 2, Birkerød

Fest i laden
Mazel Klezmer Band spiller op til dans i laden på Langkærgaard. Medbring madkurven og tag børnene med - de kommer gratis ind til denne koncert.
Søn. d. 28. august 2016, kl. 15. Langkærgaard, Attemosevej 169, Holte