Flere nyheder

 
Diverse
Peter den Store i Rundetaarn

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Peter den Store i Rundetaarn
Tor. 22. sep. 2016
kilde: KultuNaut

300-året for zarens besøg i Rundetaarn markeres i oktober med jubilæumsaktiviteter for både store og små. (Billede: Peter den Store af Serhij Sjamenkov)

Den 1. oktober 1716 tog Peter den Store turen gennem Rundetaarns Sneglegang til hest, mens hans hustru lod sig transportere i hestevogn. Siden har zarens og zarinaens spektakulære besøg været en af de mest omtalte historier om tårnet.

I år er det 300 år siden, og det jubilæum benytter Rundetaarn til at fortælle om Peter den Stores tårntur og nogle af alle de andre spændende historier, der har udspillet sig i og omkring tårnet, siden det blev indviet i 1642. Det er nemlig ikke for meget at sige, at hele verden går gennem Rundetaarn.

Folk så nysgerrigt til, da den russiske zar red op til Europas ældste fungerende observatorium på toppen af Rundetaarn. Nu har de mulighed for at gøre ham kunsten efter, når Rundetaarn inviterer børn og voksne til at lave deres egen kæphest af genbrugsmaterialer på det charmerende Ringerloft godt hjulpet på vej af kunstneren Thomas Dambo og hans team.

Som en del af markeringen af jubilæet er der også foredrag i Rundetaaarns Bibliotekssal. Kom og hør historien om, hvad den russiske zar egentlig lavede i Danmark, hvordan erindringen om hans besøg er blevet brugt og omformet gennem tiden, og hvordan Peter den Stores besøg til hest indskriver sig i en lang række besynderlige måder, folk har transporteret sig op og ned i Sneglegangen på.

Jubilæet markeres også ved særåbninger i Observatoriet, mulighed for at blive fotograferet sammen med zaren og en russisk inspireret jubilæumsreception. Og hvis man ikke kan få nok, kan man altid gå ind på hjemmesiden rundetaarn.1642.dk og læse flere historier. Der kommer en ny om ugen resten af året.

Aktivitetskalender:

Kæphesteværksted den 1., 2., 8. og 9. oktober kl. 13.00-16.00 på Ringerloftet

Første og anden weekend i oktober kan du gøre zar Peter den Store kunsten efter, når kunstneren Thomas Dambo og hans team guider børn og voksne til at lave kæpheste af genbrugsmaterialer.
Gratis, når entré er betalt. Begrænset plads.

Reception og foredrag lørdag den 1. oktober kl. 16.30-19.00 i Bibliotekssalen
Dagen for 300-året markeres med russisk inspireret reception. Foredrag om zar Peter den Store i Danmark ved Thomas Lyngby, museumsinspektør på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot.
Gratis, når entré er betalt.

Foredrag tirsdag den 4. oktober kl. 19.00 i Bibliotekssalen
Foredrag om Peter den Stores besøg som begivenhed og erindring ved ph.d., forfatter og historiker Dan H. Andersen. Vi slutter aftenen med stjernekig i Observatoriet, som zaren gjorde det ved sit besøg i 1716.
Entré kr. 40 inkl. Forfriskning.

Foredrag tirsdag den 11. oktober kl. 19.00 i Bibliotekssalen
Foredrag om transportformer i Sneglegangen gennem tiden ved Rundetaarns direktør, Jesper Vang Hansen, og observator Erling Poulsen. Erling og Ida Krog krydrer aftenen med musikalske eksempler. Vi slutter med stjernekig i Observatoriet, som zaren gjorde det ved sit besøg i 1716.
Entré kr. 40 inkl. Forfriskning.

Rundetaarn
Købmagergade 52 A
1150 København K

Åbent alle dage kl. 10-18
Entré 25 kr. (voksne) / 5 kr. (børn 5-15 år)

Læs mere her