Fler nyheter

 
Musik
Musikskoledage i Tivoli

Hitta gamla nyheter:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Musikskoledage i Tivoli
Ti 24 apr 2018
källa: KultuNaut

Med 266 koncerter fordelt på 16 scener afviklet over to dage har Musikskoledage i Tivoli nu positioneret sig som Danmarks største musikalske event for børn og unge. Det er 29. gang Musikskoledagene indtager Tivoli, og det musikalske træf finder sted i weekenden 5. og 6. maj, fra klokken 11.30 til 22.00.

Der er tilmeldt over 6000 børn og unge fra 72 forskellige musikskoler. Det store musikalske events renomme er nået helt til ambitiøse skoler i Grønland og Spanien, som også får lov at bidrage til de musikalske løjer i 2018. Musikskoledagene bliver erfaringsmæssigt overværet af 50.000 publikummer fra ind- og udland.

Programmet byder på musikparader, hvor børn og unge udklædte går rundt i Carstensens Have, mens de danser, synger og udøver akrobatik. Paraderne er som regel et mindre tilløbsstykke. Et kig ned i programmet vidner også om, at gæsterne bliver præsenteret for en bred vifte af musikgenrer med blandt andet masser af pop, rock og hip hop. Dertil kommer også genrer som kammermusik, promenademusik, klassisk og et særligt guitarorkester på hele 45 mand.

Interessen for kormusik er støt stigende blandt børn og unge. Under de to dage vil der være alt fra helt små kor på 10 deltagere til kor på 270 sangere. Der kommer også 104 blæsere fra Carl Nielsens skole, så der burde være noget for enhver smag.

Danmarks kulturminister, Mette Bock, ankommer til Plænen søndag klokken 14.40, hvor hun holder årets tale til musikskoleområdet, og derefter uddeler årets musikskolepriser.

https://www.tivoli.dk/