More news

 
Theatre
Øjenvidneberetninger

Find old news:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Øjenvidneberetninger
Tues 3 Apr 2018
source: KultuNaut

Mungo Park Kolding præsenterer ny forestilling, der handler om branden på Koldinghus i 1808. (Grafik: Jesper Søvndal, Foto: Laura Stamper)

Hvad skete der egentlig i timerne op til branden på Koldinghus en tidlig morgen i marts 1808? Var branden påsat med hensigten at slå den franske marskal Bernadotte ihjel? Hvorfor var brandvagten ikke hurtigere? Og hvad tænkte den gamle slotsforvalter Christensen, da han så det smukke slot stå i flammer?

Flere hundrede borgere var vidner, da byens centrale vartegn stod i lys lue. Flammerne har rakt så højt mod himlen, at den har været synlig fra de omkringliggende landsbyer. Man har mærket varmen og hørt kirkeklokkerne, skrigene og råbene. Oplevelserne har sat sig dybe spor, der stadig er til stede i eftertidens bevidsthed.

Der er stadig mange forskellige bud på, hvad der egentlig er sandheden bag den skelsættende brand. Med udgangspunkt i breve og brandrapporter der er nedfældet efter branden, iscenesætter Mungo Park Kolding øjenvidneberetninger fra nogle af de personer, der oplevede branden på nærmeste hold.

Øjenvidneberetninger, der kan opleves 21. - 25. april, er en vandreforestilling, som spiller på forskellige steder på Koldinghus. Forestillingen egner sig derfor ikke til gangbesværede.

Medvirkende: Maja Juhlin og Magnus Christensen. Instruktør: Mette Ovesen. Visuel Designer: Jesper Søvndal. Dramatiker: Magnus Iuel Berg.

Mere information og billetsalg