More news

 
Literature
Hvedekorn er tilbage

Find old news:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Hvedekorn er tilbage
Tues 15 Jun 2010




Det populære tidsskrift "Hvedekorn", der en overgang var lukningstruet, er nu atter udkommet i vanlig vigør. Det hele sprudler, og tidsskriftet er sjovt og spændende at læse. Men det kan også blive så boblende, at man som læser udmattes. Men ingen tvivl om, at "Hvedekorn" har bevist sin eksistensberettigelse gennem årene, og det er godt at have det i sikker havn hos Rosinante.

I en kort periode for nylig var tidsskriftet Hvedekorn ved at miste sit økonomiske eksistensgrundlag, idet det ikke længere havde et forlag at udgå fra. Heldigvis trådte forlaget Rosinante til, og tidsskriftet er nu atter i sikker havn til glæde for skribenter og læsere.

Hvedekorn er uden tvivl et af de steder, hvor den mere eksperimenterende og til dels også debuterende del af poesien udfolder sig. På den måde kan man udmærket tale om, at nærværende tidsskrift er en kuriositet; en slags førsteudgave af et gammelt tidsskrift. Har man på nogen måde været bekymret for bladets skæbne, så er her beroligende læsning, idet alskens gale penne og hjerner er på spil. Her er råt for usødet i kategorien sprudlende sprog.

Tidsskriftet ledsages af en billedside, der vel nærmet er at betegne som dansende lyrik. Spændende, men man skal være mere end almindeligt interesseret for at blive indfanget. Mange af de litterære bidrag, der er Hvedekorns styrke, er tilpas anmassende at læse, men den fuldstændige betagelse udebliver, idet nerven i tidsskriftet er fortærsket og på sin vis insisterer på en perifer arrogance over for det gængse. Mantraet synes at være, at jo mere sært og skørt, desto bedre. Ok, det er selvfølgelig ikke betegnede for alle bidrag i tidsskriftet, men der er enkelte mere eksotiske af slagsen. Man skal være klar til lidt spas med sproget, hvor det i højere grad er formen end indholdet, der turneres.

Dette nummer indeholder som vanligt indslag af debuterende digtere, såvel som gamle travere. I den forbindelse er det rart at se, at Bo Green Jensen - Bukdahls kollega fra Weekendavisen - stadig har poesi i pennen. Hvis man regelmæssigt læser hans levned og meninger i Weekendavisen, vil man vide, at manden virkelig kan skrive og måske er en af vort lands bedst bevarede forfattere.

Herfra skal kun lyde hurra for Hvedekorns reetablering på den danske litterære scene, og har man lyst til en sprogrutsjetur, ja, så er her chancen.


Køb eller bestil bogen på saxo.com

Lars Bukdahl (red.): Hvedekorn, Nr. 1 / 2010
Rosinante
ISBN: 978-87-638-1472-0
Udkommet: 11. Juni 2010