Nyheder
|
 |
En gruppe kønne, unge studerende tager ud i en hytte midt i skoven for at feste, drikke og hore, men bliver én efter én slået ihjel på grusomste vis. Som filmplakaten siger, lyder det som en historie, du kender. Men The Cabin in the Woods er en absurd underholdende og hæsblæsende tur gennem de fleste splatterklicheer, der aldrig kammer over i ironisk pegen fingre.
Filmnørder har de sidste 3 årtier vidst, at du havde bedst chance for at overleve mødet med en sindssyg øksemorder, hvis du var en snarrådig jomfru. Har du været i seng med halvdelen af skolens fodboldhold, eller er du stjernen på fodboldholdet, er din chance for at blive hakket i stykker til gengæld stor. Det blev både understreget og vendt på hovedet med Scream i 1996, der viste, at man godt kunne blive slået brutalt ihjel, selvom man havde helt styr på sine genrekonventioner. Det sidste årti har splattergenren dog i mange tilfælde været et våbenkapløb i torturporno, anført af Saw-filmene. Disse omveje skal dække over, at det er meget svært overhovedet at fortælle noget om The Cabin in the Woods uden at afsløre et af filmens store twist, der forekommer helt i starten af filmen. Det kan klart anbefales at vide så lidt som muligt om filmen inden man ser den. Manuskriptforfatter Joss Whedon, der blandt andet står bag TV-serien Buffy er altid garant for sindssygt morsomme dialoger og et solidarisk menneskesyn. Få forfattere kan på samme måde skifte tone midt i en scene og stadig få det hele til at gå op - og skiftet tone bliver der i den grad her. Enhver Whedon-fan ved også, at uanset hvor sympatiske hans hovedpersoner er, så har han en grim forkærlighed for pludselig at lade dem dø som fluer. Denne sympati og varme er hele tiden til stede i The Cabin in the Woods, og på en sær måde også netop, når det slår om i blodbad. Hvis du tør læse videre, kan det afsløres, at filmen er en slags undersøgelse af, hvorfor vi har brug for at se disse kønne, unge mennesker blive slagtet (og som bonus hvorfor japanerne er så gode til horror). Som stand-in for instruktør og publikum har vi et mystisk firma, der manipulerer sportsmanden, dullen, jomfruen, hashvraget og bogormen ud i hytten i skoven og bestemmer, hvilke pinsler de skal udsættes for. Det kunne godt lyde som en dårlig kopi af Big Brother-huset, men igen minder The Cabin in the Woods ikke om særlig meget andet, selvom stort set alle bestanddele er genkendelige som popkulturelt vraggods. Det skal forstås som en stor ros, at filmen på den ene side både er en postmoderne leg med genrer og samtidigt en utrolig varmblodig blodsudgydelse. Whedons og Goddards (Cloverfield) ofring af en cheerleader er langt fra så sorthumoristisk morbid, som hvad en gennemsnitsfigur i en af Coen-brødrenes film udsættes for. The Cabin in the Woods formår konstant at få én til at tabe underkæben og viser, at man sagtens kan italesætte genrekonventioner uden at ende som Scary Movie. Filmen havde fået sidste stjerne, hvis den havde været lige så uhyggelig som den er vanvittig. Se filminfo
Se spilletider
|
