Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
DVD: Himlen falder
Ons. 14. okt. 2009


"Himlen falder" er fiktionen, som lugter af Tønder. Pigen, som fik en plejefamilie, fordi hun sagde, at moderen slog, er både opdager og fortæller i historien om incest. Moderen slog ikke, men den lille løgn var dog ikke nær så slem som sandheden. Mille Lehfeldt er Sara, som leger detektiv i sit eget livs historie. (Foto: SF Film)

Det hele begynder påny, da Saras plejemor fortæller hende, at hendes biologiske mor er død. Sara bliver nødt til at tage hjem, helt hjem, til Fyn for at se faren og broren igen og sige farvel til moren. Men det går ikke helt som ventet. Allerede fra første færd er der noget i vejen. Broren Danni genkender ikke Sara, så hun spiller med på den som Mathilde med bilproblemer. På den måde får hun indblik i Dannis (og farens) liv som mekaniker med nazifester, en lille nevø og noget, der er helt galt og som holder hende fanget i byen - fanget indtil det hele falder ned.

Fiktionen
Der er rigtig mange gode ting at sige om Himlen falder. Saras liv uden retning og uden identitet er skildret indtagende og realistisk klippet af Faisel N. Butt. Billederne er holdt i gule og grønne nuancer af sygdom, mens hele filmen er beskåret af Matin Torp og Lars Reinholdt, så selv åbne marker virker lokale, knyttede og klaustrofobiske. Her er ingen store panoreringer, ingen dybdefokuseringer, intet overblik. Her er kun den nære, nære oplevelse, hvor du ikke kan se andet og ikke kan se sammenhængen. Ganske passende til TV-mediet i stuen!

Men der mangler noget for at kunne løfte Himlen falder. Lehfeldts skuespil er ikke indfølt og ligner mest en debut. Fødderne skal vist lige finde jorden. Næste gang måske... Men denne gang er præstationen kold og til tider kejtet.

Desuden forbliver Saras handlinger tit uforståelige. Man ønsker ligesom i en gyserfilm at hviske til hende, at hun ikke skal gå dén vej eller at hun skal se sig over skulderen og lade være med at opføre sig så mærkeligt og pinligt. Saras bevæggrunde forbliver tilslørede for tilskueren. Dick Kaysø leverer til gengæld et foruroligende stykke realisme, som får det til at isne, når man tænker på de børnekære roller, han er kendt for, som f.eks. Krummes Far! Og Danni spilles overbevisende af Marcus Nicolas Christensen som både flink ung mand, brormand og glødende nazist, som forsøger at holde sammen på sig selv under den rød-hvid-sorte fane. Alle facetterne fungerer og holdes fast. Indtil det hele falder ned.

Virkeligheden bag fiktionen
Historien om incest, om hvordan sådan en tradition opstår i en familie, hvordan der kan drives rovdrift på mennesker af ens eget kød og blod i stil med Fords masseproduktionsprincipper, er naturligvis fascinerende og skræmmende på samme tid. Den er skildret uhyrlig tæt på forlægget i Tønder-sagen, og netop derfor lugter den af en rygende pistol. "Det skete sådan her, så du har bare at tro på fiktionen. Det her er livet, det her er mennesket. Vi gør sådan". Det er hårdt at se på uden igen at ville gribe ind som i en gyser, inden det hele falder ned.

Ekstra-materiale
DVD'en indeholder et interview med den unge instruktør og manusforfatter Manyar I. Parwani, som før denne spillefilm har lavet to kortfilm og er autodidakt indenfor faget. Udover de allestedsnærværende trailere får man et kig bag kulissen på filmen. Altså ingen overraskelser der.

Himlen falder er ude på DVD fra SF Film

Se film-info