Mary Shelleys Frankenstein, Oscar Wildes Dorian Gray og Bram Stokers Dracula får fælles skærmtid i Showtimes nye gyserserie "Penny Dreadful". Titlen henviser til victoriatidens kulørte publikationer af den skrækindjagende slags, som underholdt datidens horrorhungrende publikum for en enkelt penny. "Penny Dreadful" i tv-format har desværre arvet pennypublikationernes moderate ubetydelighed - på trods af et blændende persongalleri, prominente skabere og en på papiret storartet idé.
Globetrotteren Malcolm Murray (en kunstigt sammenbidt Timothy Dalton) er på en åndeløs jagt efter sin kidnappede datter Mina, som er blevet bortført af en mystisk vampyr. Murray får clairvoyant selskab af datterens plagede veninde, Vanessa Ives (en overbevisende hemmelighedsfuld Eva Green), medicinsk vejledning af den ærgerrige læge, Victor Frankenstein (en troværdigt engagerende Harry Treadaway), og fysisk beskyttelse af den skydegale Ethan Chandler (et velkomment gensyn med en veloplagt Josh Hartnett). Tilsammen udgør firkløveret en noget uforudsigelig alliance, sprængfyldt med farlige hemmeligheder, styret af overrumplende drifter og sammentømret af en uafviselig erkendelse af, at de er livets outsidere, på godt og ondt.
Vi befinder os altså blandt tilværelsens skyggebørn, alle på en eller flere måder afvigende fra normalitetens borgerdyder. Det er appellerende på sin alternative måde og går pletrammende godt i spænd med seriens formidable iscenesættelse af 1800-tallets disede, næsten monokrome London-kulisse og den gennemsyrende gotiske atmosfære, der emmer af sanselig overdådighed og åndelig fortabelse. Her er ikke scenografisk grobund for æstetisk idyl, men for grimme ællinger på okkult slingrekurs i storbyens smudsede gader.
Penny Dreadful inviterer nogle af litteraturens foregangsmænd ind i sit mystiske univers, ryster dem godt sammen og får .. en overraskende velsmagende cocktail ud af det. Man rynker ikke brynene i mistroisk afvisning, når man ser den overmodige Frankenstein vandre ned ad de samme snævre gyder som den narcissistiske Gray. Man sukker heller ikke forbeholdent af blodtørstige vampyrer og bestialske varulve i det samme skræmmescenario. På en finurlig måde fungerer den fiktive pærevælling uden for mange fatale faldgruber, og på sin vis kommer hver karakter til sin uforbeholdne ret i det kuriøse sammenspil med hinanden. Meget af æren skal tilfalde det udmærkede skuespil, som er tro mod det overdrevne i det overnaturlige og det realistiske i det nærliggende.
Seriens skaber John Logan, kendt som manuskriptforfatter til bl.a. Gladiator, The Aviator og Skyfall, har i Penny Dreadful installeret Skyfall-instruktøren Sam Mendes som producer og overdraget instruktørstolen på seriens to første afsnit til J.A. Bayona, instruktøren af det spanske gyserhit fra 2007, Børnehjemmet. På skabersiden har vi altså at gøre med nogle af filmmediets allerbedste, og det går da heller ikke ubemærket hen. Dialogen er afsindigt velskrevet, ofte formuleret til retorisk citatværdighed og med sine mange litterære referencer får man lyst til at tage noter. Læs bare følgende poetiske herligheder : "Vi er alle dødelige, sublime i vores svaghed" og "Naturen er sjældent så pernitten. Den afskyr symmetri."
Pennys kulisse er i det store og hele indtagende, dialogen dejligt stimulerende, og persongalleriet forbavsende fængslende, men, men, men... plottet er desværre så afbanket som en gennemvredet karklud. Vi får aldrig etableret et ordentligt bånd til den kidnappede Mina, hvorfor vi også er pænt ligeglade med udfaldet. Det er total no go, når hele plottets nerve står og falder med hendes redningsaktion. Dertil blæser der for mange narrative vinde i Penny Dreadfuld - egyptiske guder og Dødebogshieroglyffer, genkommende dæmonbesættelser, eksistentielle tanker om (u)dødelighed, erotisk fanatisme, religiøs ligeså og meget, meget mere. Overflødigheden sløver fortælletempoet og overrumpler forstanden. Der er for meget af det hele og for lidt af det enkelte. For meget bredde, for lidt dybde. De narrative vinde bliver ikke til et klimaktisk stormvejr, men spreder sig planløst som tilfældige briser uden blivende fornemmelser.
Pennys potentiale spirer dog glimtvist - og glimtvist med hårrejsende virkning. Alene scenen, hvor Vanessa, under en dampende seksuel akt, i udstillende close up og hakkende jump cuts, bliver besat af en ældgammel dæmon, bærer i sig det ypperste Penny Dreadful kan - nemlig betynge, bekymre og besnære på en og samme tid.
PENNY DREADFUL sæson 1
ude på dvd og Blu-ray fra Fox/Paramount
