Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Kan trolden tæmmes?
Tir. 20. nov. 2012


Nørrebro teaters opsætning og modernisering af Shakespeares klassiske komedie, Trold kan tæmmes svinger mellem farce og komedie. Ditte Hansen og Lars Mikkelsen boltrer sig i begge genrer så det er en fryd.

Shakespeares komedie hedder The Taming of the Shrew, hvor 'shrew' betyder en arrig, galsindet kvinde, og sådan en er Katerina, der skræmmer alle mænd og mulige bejlere væk med sin skarpe tunge og især sin ukvindelige optræden. Det samme kan siges om Katrine Berning i den moderne version. Hun er en karrierekvinde med lederjob i en stor virksomhed, og hun skræmmer også alle væk med sin grove mund, i dette tilfælde journalister, der stiller nærgående spørgsmål angående rygter om firmaets brug af børnearbejde. Beskyldningerne gør Katrine Berning aldeles rasende, og Ditte Hansen kan vitterligt få sin lange krop til at ligne en slange, der vrider sig og spyr gift. Da firmaet er bange for dårlig omtale i medierne, engageres en coach, der skal lære hende at styre sit temperament. Lige det med coachen, der får den ene blodtud efter den anden, findes ikke i Shakespeares komedie, men ellers har Vidar Magnussen og instruktør Kim Bjarke moderniseret manuskriptet så det ligger ganske tæt op ad Shakespeares original fra 1593.

Fx har Katrine en lillesøster Bianca, der har alle de kvindelige dyder, som Katrine mangler, og flere bejlere, der kappes om hendes gunst. Men ligesom i Shakespeares stykke skal Katrine giftes før lillesøsteren må gøre ligeså, og det har Katrine ikke i sinde at gøre. Ole Lemmeke får utroligt meget komik ud af rollen som den forfjamskede journalist Hans, der er forgabet i Bianca. Hans projekt er at finde en mand til Katrine, og her kommer Lars Mikkelsens Petruchio, fordansket til Peter Thorup, ind i billedet. På ydersiden er han Katrines diametrale modsætning: lurvet og ubarberet. Men Hans betragter ham som en helt, da han efter sigende har reddet nogle bådflygtninge fra druknedøden. Endvidere har Peter formøblet en større formue og er nu på spanden, så da Hans bringer Katrine på banen, bliver han øjeblikkelig tændt. Peter går straks i gang med kurmageriet, bedyrer sin kærlighed til Katrine ved at citere en af bardens sonetter, kysser hende og så er hun solgt. Men hun skal tæmmes, og det gør han på forskellig vis; først lader han hende vente på bryllupsdagen og dukker endelig op i et skandaløst antræk, ligesom han opfører sig utilstedeligt under bryllupsceremonien. Alt sammen som en overdreven parodi på hendes egen utilstedelige opførsel, og på denne udspekulerede måde forsøger han at opdrage og tæmme hende. Peter bortfører hende på bryllupsrejse til et gudsforladt sted, og der er ubetalelige scener, hvor man ser Katrine råbe fortvivlet under mobilsamtaler med sin mor og de allestedsnærværende tabloid-journalister, for at få dem til at redde hende ud af dette helvede med Petruchio. Hans såkaldte landsted mangler et tag, og de nygifte mangler også både mad og tøj. Da Peter endelig finder en pølse og noget brød i sin rygsæk, river han det ud af hånden på den hundesultne Katrine, fordi det ikke er godt nok til hende, og det stadig som et led i hans opdragelse af hende.

Der er en del tomgang i scenerne med Bianca, der nu omsider har lov til at gifte sig. Hun prøver bryllupskjoler i en uendelighed, men kan ikke bestemme sig for en, lige så lidt som hun kan finde ud af, hvem af sine to bejlere hun skal sige ja til.

Man må sige, at opdateringen af den gamle komedie er lykkes godt, og det skyldes især Ditte Hansens og Lars Mikkelsens forrygende samspil.

Kan trolden tæmmes ? på Nørrebro Teater, 17. november 2012 - 13. januar 2013.