|
|
"Afmagt" er en voldsom og vedkommende forestilling om samfundets syn på de svageste. Om de afstumpede individer, som ingen ønsker at have noget med at gøre. Den hjerteskærende historie er i Lennart Hansens iscenesættelse blevet en både kompleks og moralsk kompliceret fremstilling af menneskelig grusomhed. (Foto: Leif Hansen)
Retten er sat
Et tilsyneladende tilforladeligt ægtepar står anklaget for mord. De to tavse mennesker holder hinanden i et intenst greb, indtil de hører skridt. Forhørslederen ankommer og sætter sig resolut om bag publikumsrækkerne. Som samfundets vogter ser han i mere end én forstand ned på de anklagede.
Forhørslederens dybe og drævende stemme runger i tilskuernes ører, når han retter sine anklager ned mod scenen. Publikum sidder bogstaveligt talt midt i begivenhederne. Det er os, der skal agere nævninge i denne sag, som bygger på virkelige hændelser i den belgiske by Aalst i 1999.
Negativ social arv
Det står hurtigt klart, at parret har myrdet deres to børn. I løbet af den næste time forsøger vi at forstå hvorfor. Det er først og fremmest et spørgsmål om negativ social arv. Når ingen gider investere kærlighed i mennesker, kan vi så forlange, at de selv skal udvise moral og medmenneskelighed på samfundets præmisser?
Gennem det meste af forestillingen står ægteparret bomstille med knyttede næver og forsøger at forsvare sig. Deres forklaringer er ofte udtryk for en så latterlig logik, at publikum ikke kan nære sig for at le selv under selv de ondeste omstændigheder.
Galgenhumor
Manden har for eksempel tit smækket konen et par flade. I hans optik var det den mest humane løsning, da han lige så godt kunne have banket hende gul og blå, når hun irriterede ham. Andre valg havde han ikke, det er da logik for perlehøns, ikke sandt? Grumt og galgenhumoristisk.
Retssagen inddeles i sekvenser, som afbrydes af sekundkorte mørklægninger af scenerummet. Afbrydelserne er mange, og ofte virker de forstyrrende for den samlede fortælling. Ikke mindst på grund af den summende lyd, når lamperne tændes. Bedre fungerer afbrækkene, når konen læser sine kærlige breve til manden op for retten. Hendes haltende udtale underbygger udtrykkeligt hendes underklassestatus.
Billedskabende taleteater
Der er ikke de store armbevægelser i Afmagt. Det er taleteater, men Githa Lehrmann og Claus Riis Østergaard formår at fremstille ægteparret med så intens indlevelse, at der hele tiden dannes brutale billeder inde i publikums hoveder. Den frygtelige fortælling fænger frem til den totalomtvistende slutning.
For vores egen sjælefreds skyld forlanger vi af det afstumpede ægtepar, at de gør os den tjeneste at være psykopater. Så enkel er dommen dog ikke, og det er netop dét, der gør Afmagt interessant og tankevækkende.
Odense Teater: Afmagt
Se spilletider
