|
|
Den danske multikunstner Martin Brygmann kan prale af et cv, der bl.a. omfatter trommeslager for grupper som Loveshop og Lars H.U.G, komponist til film som "En kort, en lang", julekalenderne "Jesus og Josefine" og "Jul i Valhalla" samt ikke mindst komiske succeser som "Det Brune Punktum" og "Lex og Klatten". Altså er han en succesfuld herre. Brygmanns første soloudspil "De Fleste Ulykker Sker Med Lemmet" lever dog ikke op succesen, da pladen, udover at være yderst velspillet og velarrangeret, ikke har det store at byde på.
Martin Brygmanns popmusik er oftest kendt for at have en genkendelig inspiration fra 80'ernes danske popscene, og det er da også hans udgangspunkt denne gang. Sangene er skruet sammen med vanlig professionalitet og produktionen ligeledes. Der spilles uden fejl, og der er ingen ridser i lyden, hvilket jo som udgangspunkt er ret godt. Teksterne er derimod langt fra Martin Brygmanns sædvanligt humoristiske niveau, og det er her, De Fleste Ulykker Sker Med Lemmet falder gevaldigt i niveau i forhold til Brygmanns tidligere succeser.
Pladen er et soundtrack til Brygmanns nye one man-show af samme navn, og derfor er man tvunget til at tage med i sine overvejelser, at musikken skal understøttes af en scenisk fremstilling for at opnå den fulde effekt. Dertil må det samtidig også være på sin plads at tilføje, at man i så fald bør se showet i stedet for kun at høre musikken, for pladen virker som album ikke særlig overbevisende i sit samlede udtryk. Brygmann er nemlig ikke særlig sjov på denne plade! Hans tekster er fulde af sludder og vrøvl og trods brug af figuren Todd i "Mit Navn Er Todd", hvor han med en fjollet stemme og en volapyktekst kunne have været sjov, ender han med i virkeligheden ikke at være det.
Som før nævnt er musikken velspillet og har meget af Martin Brygmanns fingeraftryk på sig, men igen er der et minus her, da sangene oftest mangler det samspil mellem humor og melodi, som ellers kendetegnede bl.a. "Vent På Mig". Melodierne er derimod enormt typisk poppede og uspændende, og når man f.eks. på pladens åbner "Fuck Nu Har Jeg Glemt Mit Kort" eller pladens afslutter "Kom, Vi Krammer Farvel" får gode om end typiske versmelodier, bliver de ikke rigtigt forløst i omkvædet, og når teksten samtidig forbliver usjov, fungerer konceptet ikke særlig godt som album.
Det eneste sted, humoren virkelig kommer til sin ret, er i det bizarre skjulte nummer på pladen med titlen "Kroppen ly(u)der flot". Her synger Brygmann med en underlig blanding af svensk og vanlig idiotisk accent en tekst, der er så mærkelig, at undertegnede giver op i forhold til at forstå meningen. Men det er underordnet i denne sammenhæng, for her formår Brygmann alene med sit auditive udtryk at underholde og vise et lille glimt af, hvor sjov en kunstner han virkelig kan være. Alt i alt er De Fleste Ulykker Sker Med Lemmet en professionelt udført plade, som desværre mangler en rigtig god idé i sit samlede koncept.
Martin Brygmann: De fleste ulykker sker med lemmet er udkommet på Mermaid Records
