Malmö Arena fik en grundig lektion i, hvordan et sublimt velspillende og samtidig også forbandet musikalsk orkester lyder. Canadiske Rush, som efterhånden er nogle ældre herrer, viste på deres Time Machine Tour samspil af total verdensklasse, når de gik i krig med deres komplekse kompositioner. Alderdommen kom dog flere steder til udtryk i Geddy Lees vokal, der af og til tog sig en kvalitetsmæssig rutsjetur, hvilket yderligere blev udfordret af det faktum, at Rush spillede ikke mindre end 36 numre med en samlet varighed på over 3 timer!!
Da klokken blev 19.40 slukkedes loftbelysningen i Malmö Arena, og en ti minutter lang introvideo præsenterede den længste rockkoncert, denne anmelder nogensinde har været vidne til. Konceptet for koncerten var en tidsrejse (snarere end en tidslomme!) frem og tilbage imellem Rushs største kompositioner, hvor bl.a. albummet Moving Pictures fra '81 blev opført i sin helhed. Gruppen gik på scenen og slog fra første anslag en ufatteligt tight og disciplineret dagsorden an.
Neil Peart tæskede ubesværet tønderne til total rytmisk og flowmæssig ekstase, og selvom han efterhånden er en gammel rotte, er der ikke den mindste finger at sætte på hans spil. Det samme kan siges om hhv. Geddy Lee og Alex Lifeson, som spillede røven ud af bukserne! Geddy Lee driver, groover og jammer uden at misse et anslag, hvilket krydres smukt af Lifesons episke og atmosfæriske guitarspil. Bandets totale force er, at de foruden at besidde stærke instrumentale kundskaber samtidig også mestrer en forståelse for, at deres virtuositet ikke bliver altoverskyggende. Der holdes stramt fast i både melodien og det kompositoriske element, hvilket er en unik egenskab for gruppen.
Rush er, foruden deres instrumentale evner, også kendt for at spille lange koncerter, og denne aften var ingen undtagelse. Showet varede som før nævnt over 3 timer, hvilket på godt og ondt udfordrede både publikum såvel som bandet selv. Der var meget musik, som skulle fordøjes, hvilket skabte en overmættende fornemmelse, da man var godt 2½ time inde i koncerten. Dette blev yderligere besværet af Geddy Lees vokal, der flere steder tabte kampen imod de høje toner og blev skinger og upræcis. Selve det vokale element var det mindst velbeherskede denne aften, men det er samtidig også en karakteristisk del af Rushs lyd, og Lees vokale udtryk var for det meste også overbevisende. Dog stak det ud, når vokalen ikke var i nærheden af det instrumentale niveau.
Man må konstatere, at der blev spillet for fuld udblæsning, og bandet spillede som var det deres sidste koncert, hvilket udmøntede sig i en på mange måder ret enestående opvisning fra et band, der lige har taget hul på 5. årti af karrieren. Rush understregede med koncerten i Malmø, at de er et band, der ikke ligger under for tidens trend, men som til gengæld har noget helt særligt at byde på, når de inviterer os med på rejse i tidsmaskinen.
Rush - Malmö Arena
8. maj 2011
