|
|
(Foto: SF-Film)
I en kaskade af billeder, der både hylder de simple bevægelser i et menneskes liv og de store spring i universets udvikling, skaber instruktør Terrence Malick nok engang storslået og sanselig poesi på film. Som publikum glider man med billedstrømmen på en kontemplativ rejse igennem skabelsen af et helt kosmos og et enkelt menneske.
Efter sigende ville Terrence Malick have indledt sin forrige film, The Thin Red Line, med scener af livets oprindelse, hvor overgangen mellem krybdyr og amerikanske soldater under anden verdenskrig skulle have været et billede på krigens væsen. Det blev ved tanken. Men i The Tree of Life løber instruktøren linen helt ud. Efter en kort og gribende introduktion af familien O'Brien i 50'ernes USA bevæger The Tree of Life sig med et kvantespring tilbage til begyndelsen på alt liv med et lysskær i mørket og frem til dinosaurerne på jorden.
I denne store naturmosaik indtræder mennesket i form af O'Brien-familien med den strikse far (Brad Pitt) og den kærlige mor (Jessica Chastain) som overhoveder. Arketyper der på hver deres måde indgyder frygt og tryghed hos deres tre drenge, hvoraf den ældste, Jack, føler kontrasten mellem de to voksnes livssyn stærkest. Ligesom alle tænkende individer før og efter ham må Jack forholde sig til, hvilket vidunder livet er, og den daglige kamp det samtidig er at håndtere eksistensens tvetydigheder.
Malick har aldrig været den mest stringente instruktør, og også i The Tree of Life får både handlingen og kameraet lov til at svæve frit og associativt af sted. Fortællingen er snarere sat sammen som et netværk af minder, hvor scenerne ikke altid forklares tydeligt, men vises i kraft af deres påvirkning af Jacks erindring om sin barndom. Desværre er scenerne med Sean Penn som den voksne Jack mere anonyme i deres grublen over fortidens smerter.
Stærkest står parallellen mellem børnenes opvækst og universets tilblivelse. Det er en visuel hymne til livet med kosmiske billeder, der leder tankerne hen på et andet mesterværk om civilisationens opståen, Stanley Kubricks Rumrejsen år 2001. Som instruktør deler Malick selv også slægtskab med Kubrick i dennes detaljerede perfektionisme. Deres respektive film fyldes med rigt udsmykkede visuelle rum, der repræsenterer fødsel og død, mens menneskets evne for destruktion og barmhjertighed kontrasteres undervejs.
Jacks mor indleder filmen med et råd: "Der er to veje igennem livet: dydens og naturens. Og du må vælge, hvilken du vil følge." Mens faderen tror på jernviljen og Darwins teori om naturlig udvælgelse, så mener moderen, at meningen med livet skal findes via kontakten til andre levende væsner. Kærligheden til hinanden åbner op for kærligheden til livet. Det kan lyde rørstrømsk og banalt, men med Malicks evne til at skabe billedmagi bliver fortællingen aldrig andet end gribende. The Tree of Life er en film, der på én og samme gang er såre simpel i sine enkelte scener, men i sin helhed giver sig i kast med nogle af de største spørgsmål, man kan stille som menneske.
The Tree of Life
Se spilletider
Se filminfo
