Flere nyheder

 
Teater
Gamle Scene emmede af sensualitet

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Gamle Scene emmede af sensualitet
Man. 30. maj 2011


(Foto: Det Kgl. Teater)

Det Kongelige Teaters vinduer duggede til i weekenden, da koreograf Tim Rushton sammen med Dansk Danseteaters 15 dansere, Caroline Henderson og musikerne Nikolaj Hess, Nicolai Munch-Hansen og Jakob Høyer indtog Det Kongelige Teaters Gamle Scene med forestillingen "Love Songs".

Den gamle scene er blottet og har et råt udtryk med de afklædte mørke brædder. Klaver, bas og trommer står afdæmpet i baggrunden, hvor projektørens lys kun akkurat kaster et beskedent glimt.

Som publikum indfinder sig i de bordeauxfarvede sæder, udfolder der sig flere ting på scenekanten. En ung mand klipper røde hjerter ud. Tavst spejder han ud over publikum for med ét at have fundet den, der har brug for kærlighed. Grænsen mellem publikum og danserne bliver udvisket, og forestillingens begyndelse tværes ud.

Love Songs er en forestilling om den dybe kærlighed, om den uforpligtende flirt og om den kærlighed, vi ikke forventede. Blandt moderne dans og klassisk jazz oplever vi et film noir-univers efter festen, hvor nat bliver til dag. Dansernes kroppe piruetterer mellem hinanden og fortæller os om længslen efter kærlighed, med alt hvad det fører med sig af glæde, smerte, forventning og ikke mindst overraskelse, når man er den sidste tilbage på dansegulvet.

En femme fatales vigtigste kendetegn er sexet tøj, højhælede sko, en dejlig duft og kvindens rå, seksuelle udstråling. Denne anmelder kunne dog ikke dufte Caroline Henderson, men da hun gør sin entré på de afklædte brædder i en funklende kobberfarvet kjole med udsyn til de lange ben og høje hæle, er det svært ikke at blive forført - selv for en kvindelig anmelder! Rummet emmer af sensualitet, når Caroline Henderson bjergtager scenen med sin søde, hæse, døsige, bløde og kraftfulde vokal.

Selvom Caroline Henderson leder hele salen i fristelse, må man ikke underkende den dygtige jazz-trio bestående af Nikolaj Hess på klaver, Nicolai Munch-Hansen på bas og Jakob Høyer på trommer. De tre jazz-katte betager publikum med numre som Come Rain or Come Shine og My Funny Valentine såvel som flydende, improviserede rislende melodier. Nummeret Everywhere af Anders Christensen, Caroline Henderson og Mikkel Hess har en fordunklende inderlighed, hvor dansen komplimenterer og får det hele til at blive en lang, blød bevægelse.

Alle danserne gør indtryk på hver deres måde, dog må undertegnede hæfte sig ved Björn Nilsson, som i den grad også bliver forført af Caroline Henderson. Hele dette virtuose hold bag forestillingen har formået at få jazz og moderne dans til at smelte sammen til en hymne af følelser. Især har det en særlig poetisk effekt, at Caroline Henderson både er en forførerisk vamp, men også en moderfigur for de unge elskende på scenen, som hjælper, hvis man er lidt tilbageholden, eller hvis man skal lære at kysse.

Når man forlader den gamle scene, er man fyldt til bristepunktet med visuelle og kropslige indtryk, og følelserne sidder uden på tøjet, og denne anmelder ender herved på fem stjerner.

Love Songs - Det Kgl. Teater, Gamle Scene
Spillede 26.-29. maj 2011