|
|
Verdenslitteraturens klassikere i dansk oversættelse er blevet en perle rigere. Langt om længe - og meget oversættelsesarbejde senere - foreligger nu den fuldstændige oversættelse af sonet-ekvilibristen Petrarcas mesterværk "Canzoniere". Den forholdsvis banale beruselse af skønheden Laura får Petrarca til at digte, så hans vers har dannet skole for eftertiden.
For den, der elsker, vil Petrarcas vers altid være kærkommen læsning. Forlaget Multivers og oversætter Søren Sørensen tog i 2005 livtag med en udgivelse af udvalgte digte af Petrarcas store værk. Dette lille fine udvalg rummede foruden den danske oversættelse også den italienske originaltekst, hvilket gør den til en udmærket ledsager til den nu udgivne komplette samling. Oversætter Sørensen har efterhånden også brugt en del år på opgaven, og det forstår man udmærket. Som han skriver et sted i sit ganske informerende efterord, så er der ikke blot tale om en oversættelse, men i høj grad også en "digtning" til dansk. Dermed sagt, at Sørensen ser sig selv som både oversætter og digter. Og det er her, den italienske originaltekst kan tjene som en sproglig referensramme. Både forlag og oversætter har her gjort et flot arbejde; værket er nu beredt til at møde den danske læser.
Handlingen i de mange digte, herunder sonetter, madrigaler, sestiner, canzoner og ballader, er egentlig meget simpel. En skæbnesvanger dag - både for Petrarca og den europæiske litteraturhistorie - ser digteren en skønhed i Sankte Claras kirke i Avignon. Årstallet er 1327, dagen langfredag morgen. Så er scenen sat for de mange kærlighedsdigte, hvor Amor piner og plager ham. Hele tiden elsker han, men det er i denne suspense eller higen efter Donna Lauras kærlighed, at han skaber sine digte. Han får hende aldrig.
Da hun dør i 1348, er det længslen efter at møde hende hinsides, der får hans pen til at nedfælde følelser på papiret. Man kan vist roligt sige, at temaet er kærlighed. Kernen hos Petrarca er hans variation over dette tema. Læst i slavisk rækkefølge kan man ane en vis komposition i digtene og det jeg, der konstant udstiller sin egen længsel og skabelse af digtene selv. Dels bliver man en smule bjergtaget over denne nerve og konstante energi, der pulserer gennem de fordanskede strofer. Dels er digtene kompositorisk så formfuldendte, at man får en vis indlevelse i den selvgenererende metrik, der (gen)skaber en æstetisk dimension. Døden, solen og rivende floder optræder som billeder og symboler på den rus af følelser, der i nøje afmålte vers strømmer gennem digterens hånd. Petrarca skriver og beskriver virkelig i billeder, og disse sange er spækkede med mytologiske og bibelske referencer, der alle tjener den fælles sag; at nedfælde forelskelsens forræderiske eufori. Det ene øjeblik giver den vinger, det næste trækker den tristhed og elan ned over den ulykkelige. Tilbage er kun at skrive om det.
Sammen med Shakespeares sonetter må dette værk siges at være noget af den europæiske litteraturs guldrandede kanon. Sammen med Sørensen udmærkede efterord og gode noter, kommer man ind i den verden og den mand, der skabte disse digte. Bogen fremstår nu, seks år efter den første udgave, fuldendt og afsluttet på alle leder og kanter. Herfra kan turen gå ud i sekundærlitteraturen, og hvem ved, måske endda tilbage til originalteksten.
Køb eller bestil bogen på saxo.com
Francesco Petrarca: Canzoniere. Sangenes bog
Multivers, 589 sider
ISBN: 978-87-7917-196-1
