|
|
En historie man ønsker, aldrig havde fundet sted. Det er, hvad Natascha Kampusch fortæller i bogen "3096 dage". Det er en skræmmende historie om lidelse, ondskab og håb. Det er en bog, man egentlig ikke ønsker at læse, men som man alligevel er nødt til at læse - for at forsøge at forstå, hvordan så forfærdelige ting kan ske, og hvordan man overlever.
Som tiårig blev Natascha Kampusch kidnappet på åben gade. I 1998 griber en mand fat i hende, smider hende ind i en varevogn og kører væk med hende. De næste otte år bliver hun mishandlet og lever for en stor del i et lille isoleret rum under jorden i sin bortfører Wolfgang Priklopils hus. I 3096 dage lever hun fuldstændig på hans nåde, indtil hun endelig slipper væk d. 23. august 2006. Denne bog er Natascha Kampuschs egen historie, sådan som hun har ønsket den fortalt.
Fanget i et underjordisk rum på kun fem kvadratmeter - uden vinduer og med en tyk trædør og en 150 kg tung betondør blokeret udefra med en jernstang - kæmper Kampusch mod mørket, ensomheden og uvisheden, og senere mod sulten og mishandlingen. Efter godt et halvt år får hun første gang lov til kortvarigt at komme op i huset, og efter næsten to år i fangenskab får hun lov til i et kort øjeblik at komme ud, at mærke den friske luft og se op i himlen.
Priklopil bestemte som en gud over lys og mørke i hendes verden. Med tidsindstillet lys var der både lange perioder med fuldstædigt mørke og perioder med uafbrudt kunstigt lys. Wolfgang Priklopil bliver ikke fremstillet som ondskaben selv, men som en meget psykisk syg, stakkels mand, for hvem der heller ingen udvej var. En mand med en usund moderbinding, som beundrede Hitler og Jörg Haider; en paranoid tvangsneurotisk mand drevet af sine vrangforestillinger om sig selv som den uindskrænkede hersker.
Kampusch vil ikke høre tale om Stockholm-syndrom og vier et helt afsnit til at tordne mod dem, der efterfølgende har forsøgt at bortforklare hendes forsøg på at forstå Priklopil som værende afledt af dette. Kampusch skriver: "Dette samfund har brug for gerningsmænd som Wolfgang Priklopil for at give det onde, som bor i det, et ansigt og skille det ud fra sig selv", og "offeret skal være nedbrudt og vedblive at være det, så adskillelsen af det onde og det gode kan fungere." Hun vil ikke være offer - og i hendes optik medvirker opfattelsen af Priklopil som ondskaben selv til at fastholde hende i offerrollen.
Der er ikke tale om et stort litterært værk, men om en historie fortalt med så sand en tilgang, som det er muligt. Mange erindringer er fortrængt eller udeladt, og det er en historie fortalt i tilbageblik med mange psykologiske betragtninger iblandet. Kampusch forsøger hele vejen igennem at forstå sin egen historie.
Bogen fremtvinger stor medfølelse og forundring over fænomenet Natascha Kampusch, som har en historie at fortælle. Man føler med hende, selvom man aldrig nogen sinde (heldigvis) kommer til helt at kunne forstå det mareridt, hun har gennemlevet. En bog, der balancerer på kanten af følelsesporno, men som holder sig på den pæne, faktuelt beskrivende side, hvor forståelse og tilgivelse er vigtigere end had.
Kampusch nægter at være offer - og med sin bog forsøger hun at generobre sin historie og afslutte, så godt som det nu kan gøres, dette kapitel af sit liv.
Fire store stjerner for en ægte historie, som det er vigtigt at få fortalt - ikke for at man som læser kan forventes at forstå, men fordi det skete, fordi det kan ske igen, og fordi så mange lukker øjnene for den mishandling, der sker i verden og for "de mange navneløse ofre for hverdagens forbrydelser, som man ikke hjælper - ikke engang når de beder om hjælp".
Køb eller bestil bogen på saxo.com
Natascha Kampusch: 3096 dage
Gyldendal, 273 sider
ISBN: 9788702107548
