Regn og Roskilde Festival har ry for at være tæt forbundne størrelser, og dette år levede festivalen op til de værste fordomme og lod det våde element sile ned over vores syndige hoveder allerede inden festen var gået i gang.
Ikke desto mindre var humøret højt, og hvorfor ikke kickstarte med en omgang norsk black metal af den hårdeste skuffe? 1349 var året hvor pesten ramte de norske fjelde og bag tallet gemmer sig også den norske kvintet med blandt andre Frost fra Satyricon på trommer.
Det kræver talent på højt niveau, at levere sort dødsmetal på så overbevisende måde, som de norske ypperstepræster gjorde på Arena denne gråsorte eftermiddag. Med tempo og bund på helvedes trommer, gav de en opvisning i grum og hvidpigmenteret black metal, så man næsten kunne mærke pestens kolde greb om struben. Bortset fra en irriterende dårlig lyd, leverede 1349 en solid opvisning i, hvordan man skruer et varieret og benhårdt set sammen. Den kutteklædte bassist gav bare det sidste pift til et overbevisende og skræmmende autentisk metalshow. Festivalen var nu skudt godt i gang, og blodet begyndte at rulle i kroppen igen.
Der var ingen tvivl om, at Iron Maiden spillede en markant rolle blandt publikum, at dømme ud fra de mange t-shirts med Eddie i forskellige positurer. Men inden da åbnede Veto på Orange og britiske Foals fulgte godt op på Arena med deres up-beatede og kantede danserock med masser af gnist og skæve rytmer. Det er svært ikke at blive grebet af Foals' insisterende melodier og charmerende indiepop, og især sanger og guitarist Yannis Phillipakis har godt fat i publikum sammen med et velspillende og energisk arbejdende band. Foals ramte lige i plet, hvor regnen også endelig var begyndt at stilne af.
Samtidig med at temperaturen faldt, steg forventningens glæde sig blandt de talrige Maiden-fans, der havde belejret pladsen foran Orange scene. Der er sikkert skrevet mange grundige og nidkære anmeldelser af de gamle briters gig, og herfra skal blot lyde en anerkendende salut til et band, der bogstaveligt holder fanen højt på imponerende vis, 35 år efter bassist Steve Harris lagde den første sten til bandets glorværdige karriere. Det eneste pudsige ved Iron Maidens show var fraværet af deres gamle hit "Run to the Hills", som plejer at være lige så sikkert som amen i kirken. Til gengæld fik vi "Running Free" og "Iron Maiden", som sjældne gæster på setlisten. Iron Maiden cementerede deres position som et af verdens bedst spillende old school metal-bands, og med en toptunet Bruce Dickinson i front landede de denne første aften som et af festivalens eneste regulære topnavne. Iron Maiden svigter aldrig - heller ikke denne gang - og tak for det.
Med en solid buzz på sjæl og krop blev aftenen rundet af med de sidste toner fra Chase & Status' dubsteppede drum'n'bass. Og med hjernen blæst godt igennem af d'herrer Milton & Kennards hyperaktive clubshow, gik turen hjemad på vaklende ben, men med modet stivet godt af og klar til lørdagens program.
Fotos: Jacob Dinesen
