|
|
Særprægede noveller fra en fransk dame, der kan skrive så grydelågene letter. De små detaljer og elegant spil med fortællerstemmen giver Annie Saumonts noveller en nerve, der får læseren op af stolen. Det er de små skæbner og de særeste vinduer Saumont får lukket op. Men hun fortjener hver eneste læser, da man ved bogens afslutning kun kan begræde, at udvalget er så kort.
»Lad dig ikke fange af hverdagens begivenheder, men flygt aldrig fra dem. Kun sådan kan du blive fri.«
Ordene er ikke fra franske Annie Saumonts pen, men rummer meget godt den patos og tematik, hun gestalter i sine stramt komponerede noveller. Citatet er derimod af Huang-Po (vistnok kinesisk zen-master fra 800-tallet), og gengivet i Philippe Djians bog Fordømte liv fra 1987. Djian er manden bag kultklassikeren Betty Blue. Og selvfølgelig franskmand. Saumonts noveller kredser om hverdagen, men hele tiden med en snert af mærkværdighed eller overraskende drejninger. Hun er om nogen en dame, der kan komponere i en stram litterær form, hvor alle detaljer styres med hård hånd. Det gør noveller korte, men uhyre virkningsfulde, idet personerne blottes i absurde sammenhænge, der alligevel tilbageholder en hel del for læseren. Der er virkelig tale om keine hexerei, nur behändigkeit.
Novellernes opbygning og dermed opbyggelige pointer vanskeliggør at afsløre for meget i referat, men titelnovellen En duft af lavendel giver et meget godt billede af Saumonts stil. En kvinde vi møder som den jalous jeg-fortæller, afslører, at hun mistænker sin mand eller kæreste Julio - en skørtejæger af rang - for utroskab. Hendes mistanke begrundes i duften af lavendel, der hænger i rummene. Julio benægter (det skal han jo), og den lille intrige tager til i styrke. Alt imens nyder jeg-fortælleren Julios gode mad, da manden øjensynligt kan kokkererer en vis legemsdel ud af bukserne. Man afventer, hvad der skal ske - novellen er ikke ret lang; 3 sider. Omsider indrømmer Julio, at der virkelig er tale om en anden kvinde; hun har været der hver dag, og ja, hun dufter af lavendel. Desuden har han hende her i skabet. Violá! Ud af skabet træder hans bedstemor. Hun har lavendelblå øjne, dufter af lavendel, og hun kan lave mad som bare pokker. Julio har reddet hende fra plejehjemmet. Det er så kort og præcist, så man ved en genlæsning meget enkelt kan se novellens opbygning og beundre dens komposition des mere. Selv jeg-fortælleren bliver overbevidst, og hun kan uden blu elske den gamle dame.
Sluttelig skal oversættelsen roses; den er lige i øjet. Igen en perle i forlagets serie af store fortællere. Rart at Saumont nu kan færdes hjemmevant i Danmark.
Køb eller bestil bogen på saxo.com
Annie Saumont: En duft af lavendel
Forlaget vandkunsten, 122 sider
ISBN: 978-87-7695-204-4
Er udkommet
