Flere nyheder

 
Litteratur
På roadtrip igennem USA's historie

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
På roadtrip igennem USA's historie
Tor. 14. jul. 2011

På trods af landets unge alder har USA siden uafhængigheden haft en central rolle på verdensscenen, og det tyvende århundrede vil formodentlig blive kendt som USA's århundrede. De nye udfordringer som USA står overfor i det enogtyve århundrede gør den opdaterede udgivelse af Erling Bjøl's USA's historie aldeles relevant.

Erling Bjøls bog om USA's historie er uden en egentlig indledning eller tilkendegivelse af hensigten med udgivelsen. I stedet introduceres læseren indledningsvist til de forskellige regioner af USA's kontinent, og hvordan disse adskiller sig fra hinanden, geografisk, kulturelt og historisk. Fra det nordøstlige USA, hvor tanken om en uafhængig nation først blev skabt, til stillehavskysten med de mange nyskabelser, der også har været med til at præge USA's historie og ikke mindst drømmebilledet af nationen.

Disse beskrivelser giver ikke kun læseren en indsigt i vigtigheden af geografi for USA's historie, men man efterlades også, mens man går i gang med de efterfølgende kapitler, med en fornemmelse af at være på historisk roadtrip med Bjøl igennem USA op igennem de over 225 år nationen har eksisteret. Det er en rejse, hvor de historiske stop undervejs er vigtigere end det endelige rejsemål, der selvom bogen må have sin ende, endnu bliver ved med at fortone sig i horisonten i takt med at USA's historie stadig skrives.

Den røde tråd igennem bogen er et fokus på de personer, der har været med til at forme nationen. Særligt de amerikanske præsidenter får god plads med deres respektive personligheder og deres brydekampe med både det politiske USA og det nordamerikanske samfund, der har været i konstant forandring siden dets grundlæggelse i 1776, hvor 13 kolonier erklærede sig uafhængig af det Britiske Kongedømme.

Allerede før USA blev officielt anerkendt som nation, var drømmen og billedet af landet skabt og tiltrak de første pilgrimme med håbet om en ny verden. De første barske år på kontinentet stod dog i skarp kontrast med glansbilledet. Denne kontrast mellem drøm og virkelighed har varet ved op igennem USA's historie, hvor idealsamfundet ofte har været i konflikt med sig selv og omverdenen over de intentioner om lighed og frihed, som landet er bygget på.

Denne indledende pointe supplerer Bjøl med mange fine og spændende detaljer undervejs, mens de store velkendte begivenheder i USA's historie skitseres, såsom den amerikanske revolution, udvidelserne vestpå, borgerkrigen, verdenskrigene, forholdet til Sovjet Unionen, den politiske reaktion på 11. september og i denne nye version er der også blevet plads til et kig på Obama administrationens første tid.

Enkelte steder er der for mange gentagelser af fakta, men det bemærker man mest, hvis bogen læses fra ende til anden. Benyttes bogen som opslagsværk, vil det ikke være lige så iøjnefaldende. Bjøls skrivestil er klar og præcis, omend han også forfalder til at lade sine egne holdninger skinne igennem i ladede tillægsord, særligt i de nyere kapitler, der er blevet tilføjet bogen. Men samlet set er bogen en yderst brugbar og læsevenlig indgang til landet USA og dets begivenhedsrige historie.

Køb eller bestil bogen på saxo.com

Erling Bjøl: USA's historie
Gyldendal, 700 sider
ISBN 9788702114027
udgivet 16. juni