Flere nyheder

 
Litteratur
Med brdr. Harder i det italienske køkken

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Med brdr. Harder i det italienske køkken
Tor. 25. aug. 2011


"Cucina Italiana" er en flot kogebog, man godt kan være bekendt at have stående fremme. Brødrene Harders mor stammer fra Sardinien i Italien, og de to forfattere er derfor opvokset med italiensk madkultur. Desuden har de ofte besøgt forskellige områder i landet, hvor de har stiftet bekendtskab med de lokale madretter.


Bogen indeholder opskrifter på alle mulige typer italienske retter lige fra supper til pizza. Selv likører og kaffeis er med. Ud over opskrifter indeholder bogen også små fortællinger om madvarer, steder brødrene har besøgt, mennesker de har talt med etc., hvilket gør bogen lige så egnet til hyggelæsning som til medtagning i køkkenet.

Nogle af retterne er fotograferet af Inge Skovdal, som har produceret nogle utroligt flotte billeder, som nok kan få tænderne til at løbe i vand. Derudover har fotograf Kristian Septimus Krogh taget nogle rigtigt flotte stemningsbilleder i sort/hvid, hvor man næsten kan høre og lugte det Italien, som forfatterne forsøger at bringe frem i teksten.

Opskrifterne er navngivet på både dansk og italiensk. Ingredienserne er skrevet med fed foroven, og nedenunder kan man læse fremgangsmåden som en samlet tekst. Når man går til og fra kogebogen kan det være svært at huske, hvor man er kommet til i opskriften. Det havde været nemmere at holde overblikket, hvis fremgangsmåden var skrevet på listeform. Når det er sagt, virker de fleste af opskrifterne dog meget nemme og uproblematiske at gå til. De fleste af opskrifterne indeholder mange grøntsager og kun lidt fedt og kan derfor bruges som hverdagsretter, uden man behøver at få dårlig samvittighed.

Alt i alt er Cucina Italiana en flot kogebog, hvor man virkelig får noget for pengene. Indbindingen er lækker, og kombinationen af madbilleder, stemningsfotos og de mange anekdoter gør, at det er en kogebog, man kan svømme helt væk i. Der er en utrolig stor bredde i opskrifterne, og man får virkelig lyst til enten selv at lave mad eller tage en tur til Italien og opleve stemningen og maden på første hånd. Det eneste negative man kan sige om kogebogen er, at selve fremgangsmåden i opskrifterne ikke er stillet særligt brugervenligt op. Derudover er det en bog, man sagtens kan være stolt af at eje, og den vil være en flot gave at forære væk.

Køb eller bestil bogen på saxo.com

Andreas og Thomas Harder: Cucina Italiana
Gyldendal, 304 sider
ISBN:9788702103021
Udgivelsesdato: 26. august 2011