Flere nyheder

 
Litteratur
Dalia Dragehvisker

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Dalia Dragehvisker
Tor. 25. aug. 2011

Nu er der kommet en samlet udgave af Ida-Marie Rendtorffs serie i fire bøger for piger om Dalia Dragehvisker. En spændingsserie om den 14-årige Dalia, der kommer fra en gammel slægt af dragehviskere. Hun vil selv gerne være dragekriger, men fjender lurer, og en mystisk dragesygdom ændrer Dalias fremtid.

En dragehvisker har en urgammel fornemmelse for drager, og sammen med deres drage kan de bekæmpe fjender. I landet Kallánien er fjenden fyrst Mautus. Dalia er i træning som dragehvisker og har været det, siden hun fyldte fem år. Den dag Dalia skal bestå prøven som dragekriger, opdager hun, at hendes drage Flamar har fået den frygtede og mystiske dragesyge - og hun består ikke sin prøve. Dragesygen gør, at dragerne sygner hen, ikke længere tager føde til sig og ikke kan spy ild.

Hun må skilles fra sin bedste veninde - hendes dragesøster Lutia, der nu skal være dragekriger. Men da Dalia opdager, at dragerne bliver forgiftede, er der ingen, der vil tro hende, og hun må selv bevise det. Den eneste, der tror på hende, er den person, der forgifter dragerne.

Dalia bliver taget til fange og sendt med hvalfangerbåden Cassiopeia til landet ved verdens ende. Hvem kan hun stole på ombord på båden, og hvad skal hun gøre for at komme tilbage og redde dragerne? Da båden bliver angrebet af pirater, bliver hun igen taget til fange - og denne gang ender hun på et slavemarked. Hun bliver solgt til den gamle mineejer Arban, der skal bruge hende til at styre den gamle vingeløse drage Ura dybt i jernminens dyb, hvor den trækker den tunge jernmalm ud af minen. Kan hun slippe væk, og når hun det i tide til at redde dragerne? For at komme tilbage til Kallánien skal de over bjergkæden Pyraderne, og bjergpassene er ved at lukke til for vinteren.

De fire bøger, der blev udgivet i 2008-2009, hedder Dragesygen, Magnetstenen, Slavelandet og Dødebjerget. Selvom historien bliver meget omfattende i et samlet bind, så er det en fordel at have dem samlet, for de er svære at læse som selvstændige historier. Forlaget anbefaler bogen til piger fra 9 år. Jeg vil nok sige mindst 10-11 år, da der er en del spil på det matriarkalske versus det patriarkalske samfund, som det kan være lidt svært at følge med i.. og når man samler fire bøger i én bog, kan størrelsen virke overvældende på nogle af de ikke helt så erfarne læsere. Fire stjerner fra denne anmelder til Dalia Dragehvisker 1-4.

Køb eller bestil bogen på saxo.com

Ida-Marie Rendtorff: Dalia Dragehvisker 1-4
Gyldendal, 538 sider
ISBN:9788702114492