Flere nyheder

 
Film
Product placement for viderekommende

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Product placement for viderekommende
Tor. 8. sep. 2011


(Foto: Miracle Film)

Morgan Spurlock er biografaktuel med dokumentarfilmen "Pom Wonderful Presents: The Greatest Movie Ever Sold", hvor han på morsomste vis udforsker reklamernes indflydelse på vores dagligdag.

Udgangspunktet for Morgan Spurlocks (kendt fra dokumentaren Supersize Me) seneste dokumentar Pom Wonderful Presents: The Greatest Movie Ever Sold er, hvordan vi i denne globaliserede og kapitalistiske verden ikke længere kan gå nogen steder hen uden at blive bombarderet med reklamer og få fortalt, hvad vi skal købe eller gøre.

Spurlock stiller nysgerrigt spørgsmålstegn ved fænomenet reklamer, specielt i film. Han sætter sig for at undersøge om produktplaceringstaktikken, der virker så effektivt i spillefilm, også er brugbar inden for dokumentarfilmgenren.

For at gøre dette, begiver Spurlock sig ud for at finde en række sponsorer, hvis brands bliver dem, filmen kommer til at kredse om. I denne øjenåbner af en dokumentar følger vi som tilskuere, hvordan han prøver at overtale sponsorerne ved at pitche dem deres egne produkter som "the greatest", mens han stadig prøver at bibeholde sin egen kreative vision - noget der efterhånden er sjældent i underholdningsverdenen. Dem, der så går med på ideen, får reklametid under selve filmen i henhold til den økonomiske støtte, de giver, og derudover har de den eksklusive rettighed til, i forbindelse med filmen, at kalde sig "the greatest".

Hovedsponsoren er granatæblejuicen Pom Wonderful. Den skulle ifølge dens promotorer indeholde antioxidanter og have en Viagra-lignende effekt, hvis bare man drikker tilstrækkeligt af den.. Blandt flere andre sponsormærker er den mest bizarre nok Mane 'n Tail, en shampoo der både er til menneske- og dyrebrug(!), hvis reklame er en af de herligste i filmen: Spurlock deler et badekar med en pony og vasker hår på sig selv og på ponyen!

Spurlocks legesyge instinkter giver en underholdende beskrivelse af jargonen i reklamebranchen og underholdningsindustrien. The Greatest Movie Ever Sold er på én og samme tid en fejring såvel som en kritik af disse forretningsmiljøer. Resultatet er genialt: På morsomste vis oplyser filmen om det bekymrende ved reklamernes drastiske indgriben i vores hverdag (og hvordan vi ikke kan undslippe dem hverken fysisk eller psykisk), uden at den manifesterer sig som en løftet pegefinger over for fænomenet.

The Greatest Movie Ever Sold bliver i sin helhed til en metafilm, hvori personen Morgan Spurlock er et brand, filmen i sig selv består af brands, men også alle de steder og personer, der bliver filmet eller interviewet i forbindelse med dokumentaren, selv får lidt reklametid og derved bliver en del af reklamemøllen.

Undertegnede vil mene, at selv denne anmeldelse er en lille reklame for filmen, og håber samtidig, at læseren vil få lyst til at komme i biografen efter at have læst den - Spurlock skal jo trods alt sælge biografbilletter for at holde sig på god fod med sine sponsorer!

The Greatest Movie Ever Sold
Se spilletider
Se filminfo