Flere nyheder

 
Litteratur
Naturen rundt om Øresund

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Naturen rundt om Øresund
Fre. 2. sep. 2011

Her er naturguiden til Øresundsregionen. Bogens forfatter, naturjournalisten Søren Skov, tager læseren med på en spændende travetur i Sjællands og Skånes enestående landskaber. Tænk engang, at over tre millioner mennesker bor dør om dør med sådan et væld af fugle og blomster, moser og klinter, skove og enge, søer og klipper!

Naturen rundt om Øresund er inddelt i selvstændige kapitler, der hver især omhandler et bestemt naturområde. Først de danske på Sjælland, Amager og Saltholm, så de svenske i Skåne og på Hven. Som kortet i begyndelsen af bogen viser, afgrænses området i nord af Tisvilde og Kullen, og i syd af Stevns Klint og halvøen Falsterbo i det sydvestlige Skåne. Bag i bogen finder man en fin oversigt over danske og svenske internetsider, hvor man kan gå yderligere på opdagelse.

Som Søren Skov skriver i forordet, har han valgt at holde bogen i en positiv tone. Det ville ligge lige for at fortælle historien om al den natur, vi har mistet på grund af opdyrkning, bebyggelse, forurening og almindelig slentrian. I stedet skriver Skov om alt det, vi stadig har tilbage. Han formidler på fremragende vis glæden ved naturen, og mon ikke det i sidste ende er det, der kan få os til at passe på den?

Naturguiden videregiver læseren en umiddelbar begejstring ved naturen. Men trods det, at man har valgt at fremhæve frodigheden og alsidigheden ved vores sydskandinaviske natur, så giver bogen også en udmærket forståelse for samspillet mellem kultur og natur. Skov fortæller således både om de tiltag, der har bragt en truet art på fode igen og om dem, der har umuliggjort tilværelsen for en bestemt dyre- eller planteart.

Naturen rundt om Øresund er fuld af viden og kuriosa. Det er godt, at forfatteren tager sig tid til at fortælle historierne. F.eks. om de kongelige parforcejagter i Dyrehaven eller om, hvorfor Stevn Klint kan sige noget om årsagen til dinosaurernes endeligt. Eller måske vil du gerne vide noget om sildemarkedet i Skanör eller om blomsten strandmandstro - Middelalderens svar på Viagra?

Søren Skov har selv taget de fine og inspirerende fotografier, der illustrerer bogen. Sproget er godt og ligefremt. Med tryk på de positive tillægsord. Og så indeholder bogen ord som tuekæruld, bævreasp, klokkeensian og kåd territorieflugt. Hvis man ikke er fagmand, lyder det som ren poesi. Som dengang man var barn og ordene på én gang tilslørede og afdækkede verden, fordi man ikke helt vidste, hvad de betød. På samme måde kan Naturen rundt om Øresund lokke læseren ud på opdagelse i et rigt og halvejs ukendt naturunivers. Det er en bog, der indeholder det, man forventer at finde i en naturguide, plus en hel del mere.

Køb eller bestil bogen på saxo.com

Søren Skov: Naturen rundt om Øresund - en guide til de bedste naturområder i Nordsjælland og det vestlige Skåne
Gyldendal, 243 sider
ISBN: 9788702105902