|
|
(Foto: Paradisbio)
Fantastisk skuespil, en rørende historie og ikke mindst originalitet er hovedingredienserne i Athina Rachel Tsangaris anden spillefilm "Attenberg".
Den 23-årige menneskesky Marina bor sammen med sin syge far i en prototypisk græsk industriby. Ud over faren og hendes bedste og eneste veninde, Bella, omgås Marina stort set ingen mennesker. Hun har ingen erfaring med mænd og får derfor sexlektioner af Bella. Disse lektioner kan dog ikke overbevise hende om det tiltrækkende ved fysisk samspil, indtil hun en dag, til et bordfodboldspil, møder en mand og endelig begynder at drage nytte af Bellas lektioner i tungeslaskeri!
Om dagen arbejder Marina på en bilfabrik, og i fritiden ser hun dyredokumentarer af Sir David Attenborough, som Bella kalder for Attenberg. Venskabet er tilnærmelsesvist homoseksuelt, i hvilket kærlighed og spydighed mellem dem står på højkant. I nogle scener synger, danser og snaver de. Mens de i andre kalder hinanden grusumme ting. Marina kalder f.eks. ofte Bella for en luder!
Med Françoise Hardys "Tous Les Garçons Et Les Filles" som en slags temamelodi til Attenberg, danser og synger veninderne sig, iklædt matchende kjoler, synkront gennem kvarterets gader. Trods det at Marina tager afstand fra omverdenen, siger sangens tekst alt om hendes behov for ikke at være alene.
Filmen har vidunderlige detaljer, hvor Marina sammen med enten Bella eller sin far danser en form for paringsdans i stil med dem, hun lærer fra Attenboroughs dokumentarer, hvilket udover at være yderst fornøjelige at betragte også udtrykker hendes dyriske behov.
Rollerne er besat af talentfulde græske skuespillere: Hovedrollen spilles Ariane Labed, mens faren og veninden Bella spilles af hhv. Vangelis Mourikis og Evangelia Randou. Skuespillet er underspillet, men selvsikkert, og det er begejstrende at iagttage, hvordan filmen fordyber sig i personernes tætte forhold til hinanden.
Billedligt er Attenberg en fryd. Farverne er holdt nedtonet og domineres af hvid og blå, som bruges i stort set alle scener, hvor den blå farve kan tolkes som et symbol på Marinas melankoli og på havets farve (Marina = marine). Samtidigt kan undertegnede ikke lade være med at undre sig over, om de blåhvide farver også er et symbol på Grækenland..
Athina Rachel Tsangari har i sin anden spillefilm udført et værk, man ikke må snyde sig selv for at se. Det er en film, der suger seeren til sig både emotionelt og visuelt, hvorfor denne anmelder kan garantere, at hun også straks må se Tsangaris første film Dogtooth.
Det er dejligt at overvære, at denne græske filmperle, i modsætning til landets økonomi, ikke fejler noget.
Attenberg
Se spilletider
Se filminfo
