|
|
(Foto: Natascha Thiara Rydvald)
I Det Kongelige Teaters opsætning af Molières komedie "Den Gerrige" kan man atter opleve Søren Sætter-Lassen i en pragtpræstation. Han skaber en dramatisk figur, der er dybt frastødende, men også næsten medynkvækkende i al sin hæslighed. Sætter-Lassens gnier er det absolutte centrum, men får fint modspil af en række fremragende medspillere.
Molières komedie fra 1668 er en karakterkomedie, hvor hovedpersonen er domineret af et eller andet afvigende karaktertræk. Misantropen er menneskehader, Tartuffe er hykler, Don Juan er den frivole libertiner og ateist, og Den Gerrige elsker penge over alt i verden.
Harpagon (Søren Sætter-Lassen) styrer sin husholdning med hård hånd, hvilket illustreres malende i scenografien, ved at hans børn og tjenerskab undertiden optræder helt bogstaveligt spændt fast med tove for at demonstrere, at de helt og holdent er i hans magt.
I indledningen ser man Harpagon begrave sin kæreste skat, sin pengekasse, under gulvbrædderne, og han er sygeligt mistænksom og rædselsslagen for, at nogen skal finde ud af det og tage den fra ham. I ét og alt drejer det sig for Harpagon om at bruge så få penge som overhovedet muligt og helst slet ingen.
Han kommer ud i svære problemer, da han forelsker sig i den unge pige Mariane, der ikke har nogen medgift at gøre godt med, og som hans søn Cléante også er forelsket i. Dette afficerer imidlertid ikke Harpagon, som engagerer koblersken Frosine, spillet af en Bodil Jørgensen i topform, til at hjælpe ham til at få pigen inklusive medgift. Der udspiller sig en scene af ubetalelig komik mellem de to, hvor Harpagon, der er lidt betænkelig ved sin fremskredne alder, af Frosine bliver overbevist om, at dette nærmest er et fortrin. - At en mand skal være mindst 67, at Mariane ikke kan udstå synet af unge mænd og elsker mænd med briller etc.
Hun får Harpagon til at kro sig, næsten gå catwalk, og der er en slående kontrast mellem Frosines pralerier om hans udseende og frie, utvungne bevægelser og den Harpagon, der stavrer rundt på stive ben og totalt modsiger det skønmaleri, hun giver.
Der sker en dramatisk tilspidsning, da Cléantes tjener La Flèche finder den nedgravede pengekasse og stikker af med den. Harpagon giver sig hen til hulkende fortvivlelse. Scenografien viser megen opfindsomhed i skildringen af denne besættelse: Hver gang Harpagon kigger ned i hullet med sin elskede pengekasse, stiger der røg op fra gulvet og omgiver den manisk gravende gnier, og helvedes ild lyser op fra dybet, så det leder tanken hen på, at denne pengegriskhed er satans værk.
Søren Sætter-Lassen har et utroligt arsenal af udtryksmidler til at vise gnierens vekslende sindstilstande: de bratte skift i stemmen fra råb til hvisken til mumlen og den evindelige hosten, som Molière efter sigende selv indlagde, da han spillede rollen ved førsteopførelsen og faktisk led af kronisk hoste.
Der er mange gode elementer i Den Gerrige, men det er uomtvisteligt Søren Sætter-Lassens blændende indsats, der gør den til en pragtforestilling.
Den Gerrige
Det Kgl. Teater, Skuespilhuset
Se spilletider
