Flere nyheder

 
Film
Ny tysk film behandler sine tematikker for overfladisk

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Ny tysk film behandler sine tematikker for overfladisk
Tor. 22. sep. 2011


(Foto: Miracle Film)

I "Hvis ikke os, hvem så" fører instruktøren Andreas Veiel os tilbage til start-60'ernes Vesttyskland, hvor en række begivenheder førte til Baader-Meinhofs ekstremistiske terroraktioner.

Vi befinder os i Vestberlin i 60'erne under den kolde krig og den delende Berlinmur, mens det samtidig kun er 15 år siden, 2. Verdenskrig sluttede.

To unge litteraturstuderende, Bernward Vesper (August Diehl) og Gudrun Ensslin (Lena Lauzemis), indleder et lidenskabeligt kærlighedsforhold, der næres af deres fælles interesse for litteraturen og tidens seksuelle liberalisme. Det unge par driver et forlag og vil udgive revolutionær litteratur i håb om at forandre tidens rastløse dvælen ved fortiden. Med ønsket om en bedre politisk fremtid bliver parret en del af den voksende modkultur ud fra devisen: "Hvis ikke os, hvem så? Hvis ikke nu, hvornår så?"

Hvis ikke os, hvem så er således den virkelige historie om Bernward Vesper og Gudrun Ensslin, hvor denne sidste var Baader-Meinhof gruppens rigtige co-leder sammen med Andreas Baader.

Vesper stoler på ordets magt, mens Ensslin derimod langsomt afviger fra troen på, at litteraturen er nok, og hun bliver mere radikal i sine metoder, hvorfor hun ender med at slutte sig til Andreas Baaders voldelige sag for omvæltning. Deres forskellige syn på, hvad der skal til for at skabe forandring, gør, at parret langsomt kommer længere og længere væk fra hinanden.

De er begge produkter af et samfund, der er i gang med at behandle det traume, krigen har efterladt, og filmen prøver at vise den menneskelige proces bag politisk tænkning og handling.

Veiel har valgt at indføre historisk billedmateriale fra 60'erne, der giver fortællingen en æstetisk - mere end en historisk - rød tråd, men klippene kommer til at virke overflødige, da de ikke bliver indført forklarende nok i handlingen. Men selvom undertegnede forstår filmens historiske kontekst, og den via godt skuespil introducerer to personers politiske rastløshed, bliver det først og fremmest en fortælling om et anstrengt kærlighedsforhold. Selve den ideologiske del af deres tænkning føles ikke overbevisende nok, og skildringen af Andreas Baader er samtidig så overfladisk, at man på intet tidspunkt forstår Baader-Meinhofs endegyldige formål (hvis der da var nogle udover volden?).

Undertegnede havde ønsket at komme ud af biografen med en større forståelse for, hvorfor disse personer tænkte og handlede, som de gjorde. Filmen prøver at vise deres skuffelse set i lyset af samtiden, men den bliver ikke formidlet godt nok fra film til seer. Samtidig bliver den 124 min. lange film alt for tung, og en strammere klipning havde gjort den mere interessant og ikke mindst udholdelig. Værket kan dog stadig fungere som en introduktion til den urolige efterkrigstid i Tyskland og som inspiration til mere nøje læsning om terroristgruppen.

Paradokssalt er det dog, at Baader-Meinhof forbliver i mindet som en voldelig gruppe, hvis aktioner umiddelbart ikke synes at have rykket meget ved historiens gang, mens Bernward Vespers bog Rejsen er blevet hyldet som "en hel generations arv", hvorfor ordene i sidste ende har vist sig at indprente sig dybere i bevidstheden end volden.


Hvis ikke os, hvem så
Se spilletider
Se filminfo