Flere nyheder

 
Litteratur
Carver uncut

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Carver uncut
Ons. 5. okt. 2011

Den amerikanske novellemager, Raymond Carver, har med ganske stort held været skåret helt ind til benet af sin redaktør, Gordon Lish. Parallelt med Carvers forfatterskabs permanente position i zenit har historien om den barske redaktør, der reducerede det oprindelige materiale kraftigt, udgjort en ikke uvæsentlig anekdote. Nu foreligger så endelig Carvers noveller, som manden selv havde tænkt dem.

Man kan med rette sige, at denne udgivelse er et af årets absolut vægtigste. Ikke nok med at novellesamlingen er uovertruffen, så føjer den litteraturhistorisk også en amputeret dimension til et i forvejen profileret forfatterskab. Anekdoten om Raymond Carver, der i mødet med forlæggeren og redaktøren Gordon Lish får kultstatus, men samtidig også må se sit værk reduceret nogle steder op mod 40 procent, er nærmest en fast kommentar i de respektive udgivelser. Carver havde selv en plan om at udgive sine noveller, som de oprindelig var tænkt og skrevet. Manden døde desværre i 1988. Alkohol var en stor del af denne særegne dinosaurs liv. Nu foreligger så den novellesamling, der er kendt under den mesterlige titel Hvad vi taler om, når vi taler om kærlighed, i dens fulde længde og nu med titlen Begyndere.

Bogens forside er meget minimalistisk; et billede af en skrivemaskine og et billede af den russiske Anton Tjekhov. Carver kaldes da også den amerikanske Tjekhov. Og det er ganske forståeligt. Han er ganske sin egen, men på hans niveau er den mest oplagte netop Tjekhov. Carvers noveller er intense, og hans fortællere er trods vold og druk egentligt meget sympatiske og realistiske. Den hakkende tone, som novellerne skanderes i, er så indfølt og poetisk, at man nogle gange må løfte blikket fra papiret og lade tankerne indhente fiktionen. Robert Altman havde en pointe i sin film Short Cuts, idet denne bandt mange af Carvers noveller sammen til en stor fortælling om mange skæbner. Novellen "Så meget vand så tæt på" beskriver meget nøgternt en gruppe mænd, der er ude at fiske, og ved et tilfælde får øje på en død pige. De lader hende ligge, idet de ikke vil afbryde fisketuren, og først da de skal hjem, ringer de til politiet. Fortællerstemmen, der er placeret hos en empatisk kvinde, som bor sammen med en af disse mænd, tager pigens uskyld på sig og drager til selve begravelsen for at sone mandens brøde. En brøde, der netop består i at vente, når man skulle have handlet. Kampen kommer helt tæt på, og som altid hos Carver står den mellem en mand og en kvinde. Der kunne nævnes mange flere eksempler, men herfra skal kun lyde en opfordring til at tage sagen i egen hånd - og få læst eller genlæst novellerne i en fart. Det bliver ikke meget bedre.

At udgive Carvers noveller som han selv havde tænkt dem, kan synes som en litterær niche. Men det er det ikke; det er væsentligt, det er uhyre godt, og så er det ikke mindst et klart eksempel på, at Carver trods al den redigering var den egentlige kraft bag nogle af vor tids bedste noveller. Som en sidste krølle på halen skal lige nævnes de uddybende noter bagerst i bogen, der gør det nemt og interessant at se den enkelte novelles baggrund og udvikling.

Køb eller bestil bogen på saxo.com

Raymond Carver: Begyndere - Noveller
Gyldendal, 304 sider
Oversætter: Simon Fruelund
ISBN: 978-87-02-09737-5