|
|
(Foto: Rasmus Arentsen)
"Enten Eller" er en charmerende dukkemusical, der tumler med store emner som det at miste sig selv og identitetsovervejelser omkring, hvem man egentlig er, og hvad man godt kunne tænke sig at blive. På den måde gøres Kierkegaards abstrakte eksistentialismebegreb konkret på ZeBU - scenekunst for børn og unge.
Handlingen leder tankerne hen på Sofies Verden, men i stedet for breve om kendte filosofiske spørgsmål har Kierkegaards 10-årige nevø arvet et chatol fyldt med citater fra sin afdøde onkel, "der brugte hele sit liv på at finde ud af, hvem han var". Derfor håber den unge nevø, at han i disse efterladte noter - der allerede inden stykket ligger spredt på foyerens gulv og vækker nysgerrighed - kan finde en opskrift på, hvad han skal være.
En så endegyldig løsning på livets store spørgsmål finder man naturligvis ikke hos den store tvivler, men det bliver afsættet for et hop tilbage til Kierkegaards liv i en eventyrlig moderne setting. Vi møder bl.a. den følsomme Regine Olsen, Kierkegaards forlovede, som techno-prinsesse med funky lyserød frisure, og en ond præst. Konflikten med denne formynderiske figur, der er en personificering af den dogmatiske kristendom og nok især baseres på biskop Mynster, begrundes lidt beklageligt ikke i stykket. Dilemmaet går dog på, hvorvidt Kierkegaard skal vælge sig selv, som præsten råder ham til, eller om han skal vælge Regine. Vennerne, de to figurer A og B fra Enten Eller, er ivrige fortalere for, at han skal vælge livet. Etikeren Bendix mener hermed kærligheden, hvorimod æstetikeren Aksel, en smart scorekaj med højt hår og ukuelig selvtillid, snarere besynger nuet; "Carpe diem fanme!" Brugen af Kierkegaard som hyldest til fællesskabet frem for individuel selvrealisering stiller undertegnede sig skeptisk overfor, men den fantasifulde forestilling fungerer, og så må de forsimplinger, der helt acceptabelt er lavet, uddybes af engagerede forældre eller lærere.
Camilla Bang, der har overblik over et væld af instrumenter og lyde fra sin mikserpult, skal have stor ros. Den stemningsfulde musik spænder over techno, strengespil og så banale ballader, at det - i hvert fald i voksne ører - bliver kærkommen kitschet selvironi. Bang faciliterer også, ved hjælp af diskrete snoretræk, at div. rekvisitter kommer dumpende "fra himlen", hvilket bidrager fint til scenografiens flotte enkelhed. Astrid Kjær Jensen styrer ene mand de seks store dukker med et sindrigt wiresystem af kroge og vægtlodder, og den dygtige dukkefører, der selv spiller Kierkegaard, fylder så meget, at det faktisk kræver "sin dukke" at overstråle hende. Det lykkes således bedst for de stærkeste dukke-personligheder i form af den kække Aksel og den dystert iscenesatte præst at "levere modspil" og "blive levende".
Opsætningen - hvor Kierkegaard bl.a. er på natklub med stroboskoplys og høj ravemusik - er festlig, og dukkemusicalen anbefales varmt som en underholdende "Kierkegaard-teaser" til de 10-13-årige, der også fremkalder smil hos de voksne.
Enten-Eller - ZeBu
Se spilletider
Der findes gratis undervisningsmateriale på www.quasiteater.dk
