Flere nyheder

 
Klassisk musik
Verdis Trubaduren

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Verdis Trubaduren
Fre. 14. okt. 2011


(Foto: Anders Bach)

Efter succesopsætningerne af Verdis "Rigoletto" og "La Traviata" binder Den Jyske Opera an med sidste del af Verdis folkelige trilogi: "Trubaduren". Selv om historien ikke rigtigt hænger sammen, regnes "Trubaduren" som en af Verdis bedste operaer, som i Den Jyske Operas opsætning er ført 400 år frem i tiden til en slags spansk borgerkrig.

Under turneen akkompagneres operaens sangere og medvirkende af de forskellige landsdeles symfoniorkestre. Med Giordano Bellincampi til at svinge dirigentstokken til Verdis fantastiske musik er opsætningen værd at gå ind og høre alene for musikkens skyld. Her skal især fremhæves sigøjnerkoret i anden akt, som er en virkelig spektakulær lydoplevelse.

Scenografien består af en skråtstillet rund plade, en masse zinkspande, et antal stiger og en dekoration af kul rundt i kanten af scenen. Hvad alle disse genstande skulle bruges til blev aldrig rigtigt klart. Kostumer og makeup - for ikke nævne castingen af de medvirkende - var der tydeligvis heller ikke brugt meget tid på. Selv om det er en opera, og publikum primært kommer for at høre sang og musik, så er det visuelle altså stadig en del af oplevelsen, og når sigøjneren Azucena så går på scenen i kedeligt farveløst tøj og oven i købet ser halvt så gammel ud som sin "søn", som har gråt hår og hængevom, og som oven i købet skal spille førsteelsker over for den skønne Leonora, så stritter det hele bare på en.. Ens hjerne generes så meget over det øjnene ser, at man ikke helt kan nyde den skønne musik og sang. Som min sidemand udtrykte det, ville forestillingen være bedre, hvis man ikke kunne se de to mandlige hovedpersoner, men kunne nøjes med at lytte til dem, for synge kunne de - ingen tvivl om det.

Partiet som Leonora synges af Lina Valantiejute og Yana Kleyn, og i hvert tilfælde Kleyn sang, så ikke et øje var tørt. Det andet stærke kvindeparti som sigøjneren Azucena synges af Yvonne Howard og Katja Lytting. I Den Jyske Operas opsætning fremstår Azucena desværre ikke så stærkt, som man kunne have tænkt sig, idet hun til tider nedgraderes til en offerrolle, hvilket er synd, men begge kvinderoller vinder ved sangernes gode skuespillerevner. Det samme ikke kan siges om de to mandlige hovedpersoner. Manglende skuespillerevner hos de medvirkende plejer ellers ikke at være et problem, som Den Jyske Opera har, men rollerne som Manrico (Dominic Natoli/Josep Fadó) og grev Luna (Robert Hyman/Lars Fosser) var præget af særdeles ringe skuespillerevner.
Især Lars Fosser væltede nærmest rundt på scenen som en stor abe, mens Josep Fadó kom lidt bedre efter det i 3. og 4. akt. Som modstykke formåede Annette Dahl i rollen som Ines (rollen er dobbeltbesat med Birgitte Mosegaard Pedersen) med meget enkle udtryksmidler at formidle sine skiftende sindsstemninger under Leonoras arie i første akt. Den Jyske Operas kor klarer sig som sædvanligt fremragende, men selv de virker i visse scener stive og usikre.

Konklusionen er, at forestillingen er værd at komme til alene for den smukke musiks skyld. Sangerne gør det godt, men skuespillerevnerne halter gevaldigt for de mandlige hovedpersoner - i hvert tilfælde dem denne anmelder så. Kostumer og scenografi virker malplacerede, og hvad er begrundelsen for, at scenen i sigøjnerlejren i anden akt pludselig er flyttet til et sindssygehospital? At historien er tynd og usammenhængende kan de medvirkende ikke gøre for, den må Verdi tage på sig.

Trubaduren - Den Jyske Opera
Se turnéplan