Flere nyheder

 
Musik
Rockinspirator ruskede Vega

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Rockinspirator ruskede Vega
Tir. 25. okt. 2011


(PR-foto)

Mandag den 17. oktober gav The Melvins en sand opvisning i, i hvor høj grad mange af nutidens sub-genrer kan spores tilbage til deres vidtfavnende, tunge og rå rock. Dette skulle vise sig at være ganske inspirerende i en tid, hvor især den danske scene ikke finder plads til denne type rock.

The Melvins indtog scenen som vanlige, selvsikre indpiskere på en mandag aften, hvor selve sceneshowet virkede som en slags undervisning i rock-stilarter, eftersom bandet i høj grad har skabt grobund for en masse af nutidens rock-subgenrer hvilket bl.a. tæller grunge, stoner, doom osv.

Gruppen har fået påklistret mærkatet "Gudfædrene til grunge", hvilket i undertegnedes øjne kan være misvisende, eftersom The Melvins, som tidligere nævnt, i ligeså høj grad har skabt grobund for andre hårde stilarter, hvor man f.eks. også sagtens kan spore, hvor Mastodon bl.a. har hentet inspiration fra.

The Melvins lagde denne aften ud med et inferno af støj, som strakte sig over ca. 5 minutter, og som udviklede sig til at blive konstant mere apokalyptisk og tumultarisk. Dette skabte et kæmpe støjmæssigt vakuum, som skulle vise sig at eksplodere, da bandet herefter kastede sig ud i de næste kompositioner, som bl.a. talte "Evil New War God", "A History of Bad Men" og den nyere "Electric Flower". Hele sættet blev leveret med et kæmpemæssigt overskud af især de to trommeslagere, hvis optræden i The Melvins giver en god og eklektisk blanding af disciplin og tumult. Nogle gange kommer trommehvirvlerne stramt og fuldstændig synkront, og andre gange tumler de rundt i hinanden. Dette havde en frisk virkning, og virkede ikke indstuderet, men tværtimod inspirerende og flydende, og man stod hele tiden med følelsen af, at man ikke havde en chance for at forudse, hvad der skete.

Eneste minus ved aftenens koncert er, at The Melvins er så divergerende i deres stil, at det kan føles, som om bandet gaber over et meget stort brød, hvorimod man nogle steder godt kunne tænke sig lidt mere fokus, men omvendt er dette også et tvivlsomt kritikpunkt, eftersom The Melvins styrke også ligger i deres uforudsigelighed. Alt i alt var det i hvert fald et enormt oplagt band, som ikke tager sig af hverken tidsånd, trend eller lignende, og som bare fortsætter med at gå deres egne kryptiske veje, og på denne aften i Lille Vega gjorde de det godt!

The Melvins gav koncert i Vega 17. oktober