Flere nyheder

 
Litteratur
Jeg begyndte sådan set bare at gå

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Jeg begyndte sådan set bare at gå
Tir. 15. nov. 2011

Kim Fupz Aakeson er aktuel med "Jeg begyndte sådan set bare at gå" - en novellesamling til det unge publikum. Bogen består af 14 noveller, der alle omhandler unge mennesker, og de øjeblikke, hvor deres virkelighed ændrer sig - hvor intet vil blive som det engang var.

De 14 noveller har det tilfælles, at de alle handler om unge mennesker, om deres mere eller mindre dårligt fungerende familieforhold, og om de øjeblikke hvor der sker lige netop dét, der gør at deres verden ændrer sig. Her er ikke tale om store dramatiske hændelser, det er de små ting i livet, der med ét får en ny mening. Som når man pludselig står på den anden side af hegnet. Når man, af sin alt for ungdommelige mor, får lov til at få en tatovering. Skal fælde et træ. Når en hund bliver kørt over, eller når man mister sin mødom. "Hun så på mig da jeg gik forbi dem, og det var som om hun smilede, som om hun blinkede, jeg smilede tilbage og bildte mig ind at hun kunne se det på mig, jeg bildte mig ind at hun kunne se det nye."

Jeg begyndte sådan set bare at gå er fjorten skarpt skrevne fortællinger, der kryber ind under huden på en. Og dér bliver de et stykke tid. Kim Fupz Aakeson fortæller i et let og flydende sprog, og de mange dialoger der er præget af de unges jargon, tilføjer bogen en vis dynamik. Der kan dog til tider være en anelse langt imellem punktummerne, og det kan forstyrre læsningen. Men disse passager underbygger til gengæld følelsen af, at tanker og samtaler løber i en naturlig strøm.

De fleste af novellerne er skrevet i jeg-form, og læseren kommer derved tæt på. Helt tæt på. Så tæt at det gør ondt, som f.eks. i novellen Forældre, hvor læseren overværer hvordan to 17-årige forholder sig til, at de skal være forældre. "Vi finder ikke ud af en skid,«sagde hun og var pludselig hæs. Man slår det ihjel og skraber det ud og det var det."

På trods af at de enkelte noveller ikke er ret lange, så får læseren fortalt en masse på få sider. Både på skrift og mellem linjerne. Kim Fupz Aakeson moraliserer eller dømmer ikke, og læseren får derved lov til selv, at sidde tilbage med sine egne tanker og følelser. Det er dét, der gør bogen så stærk.

Selvom, Jeg begyndte sådan set bare at gå skildrer nogle utrolige tragiske og sørgelige miljøer og personer, er det er svært at få armene ned af bare begejstring. Det er befriende at læse en række noveller, hvor teksten ikke er pakket ind i vat, men hvor den heller ikke er alt for direkte og udkrængende. Kim Fupz Aakeson fortæller - men det er dig der læser og mærker.

Køb eller bestil bogen på saxo.com

Kim Fupz Aakeson, Jeg begyndte sådan set bare at gå
Gyldendal, 176 sider
ISBN: 97887021184883