Flere nyheder

 
Litteratur
Ørkenen brænder

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Ørkenen brænder
Fre. 2. dec. 2011




Sjældent læser man en bog med et så fremragende filmforlæg, der endnu ikke er blevet forløst.

Klassikeren "Ørkenen brænder" af Knud Holmboe er nu er udkommet i den tredje danske udgave.

Det er i år 80 år siden, at den kun 30-årige danske journalist Knud Holmboe blev dræbt efter udgivelsen af bogen, der for første gang afslørede den italienske besættelsesmagts folkemord i nordafrika, for den vestlige verden. Mellem 1912 og 1943 blev mellem en tredjedel og en fjerdel af befolkningen i Libyen myrdet af Mussolinis tropper.

Udgangspunktet for Holmboes rejse var ikke politisk, men en sprituel søgen og kulturel nysgerrighed. I 1930 satte han sig for at krydse nordafrika i en åben Chevrolet - en præstation ingen anden havde gjort før ham. Trods sin unge alder havde Holmboe både konverteret til katolicismen og derefter islam. Han talte flydende arabisk og formålet med rejsen var - udover den rent motorsportslige - at lære lokalbefolkningens levevis og religion at kende på nærmeste hold.

Rejseberetningen er et mesterværk. Fra Ceuta i Marokko til Derna i Libyen. Holmboes endemål var Ægypten, men de italienske myndigheder forbød ham at rejse videre - formentlig fordi de ikke ville have, at han skulle overvære de massedeportationer til koncentrationslejre, der fandt sted netop i de dage i området øst for Derna. De italienske og franske kolonimagter forsøgte netop i de år at udbrede deres "civilisation" til Marokko, Algeriet, Tunesien og Libyen og veg ikke tilbage for massemord.

Bogen er en fascinerende og frygtelig blanding af spirituel udviklingsrejse, eventyrlyst, fængsling og storpolitik. Illustreret med Homboes egne, kornede billeder af karavaner, beduiner, en "negertroldmand", en hængning og fotos af det tre mand store rejseselskab og deres elegante fartøj. Over kogende saltsøer og faretruende hængebroer går det. Gennem bjerge og tågede dale: "Da vi var kørt opad en halv times tid, nåede vi en mægtig bjergryg med dybe, skovfyldte dale på begge sider. Solen var endnu så lavt på himmelen, at dalene lå i skygge, men bjergenes sider glødede, op fra dalenes bund steg den hvide tåge, som var den damp fra kæmpemæssige heksegryder."

Men det er en konstant kamp at holde en Chevrolet kørende i det landskab. Bilen punkterer utallige gange, kulden i bjergene sprænger køleren og det endegyldige sammenbrud sker i den libyske ørken, hvor hvor han i ti dage er uden mad og rakker rundt på må og få i selskab med en 12-årig lokal dreng og en new yorker.

På deres rejse møder de beduiner, hulebeboere, hellige mænd, forladte landsbyer med brønde, som italienerne har fyldt med cement. Fascisternes systematiske grusomheder går med stigende gru op for Knud Holmboe, hvis sympati og forståelse for den arabiske befolkning går som en rød tråd gennem bogen. Italienerne undrer sig over, at han overlever flere møder med beduinerne og mistænker ham for at være spion. Danskeren må da også flere gange læse op af koranen for at overbevise lokalbefolkningen om, at han faktisk er muslim og taler arabisk. Holmboe bliver uden begrundelse arresteret i Derna og med skib sendt via Benghazi til Alexandria.

På det tidspunkt var der begyndt at tegne sig en offentlig profil af Holmboe og udgivelsen af Ørkenen brænder i 1931 faldt sammen med en pro-libysk pressekampagne. Spekulationer går på, om italienerne simpelthen myrdede ham på grund af bogen. Selv i dag er Knud Holmboe kendt og afholdt i den arabiske verden og i oktober måned blev Knud Holmboe Fonden stiftet med hans datter som særligt æresmedlem. Fonden skal støtte demokratiudvikling og modvirke den form for undertrykkelse, som den danske pioner gjorde så fremragende opmærksom på med sin beretning, der står som en milepæl i dansk rejselitteratur.

Køb eller bestil bogen på saxo.com

Knud Holmboe: Ørkenen brænder
Forlaget Vandkunsten, 351 sider
ISBN 978-87-7695-047-7