Flere nyheder

 
Musik
Maroon 5 i Falconer Salen

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Maroon 5 i Falconer Salen
Man. 5. dec. 2011

Fredag den 2. december spillede Maroon 5 i Falconer Salen på Frederiksberg, som var pakket med et spændt publikum i alle aldre. Opvarmningen var kedelig, men Maroon 5 fik varmet det fulde hus godt op, da de i godt og vel 1½ time spillede en overflod af hits. Publikum fik hvad de kunne forvente, men så heller ikke mere.

Aftenens support var den amerikanske singer-songwriter Emily King, som med en halv times set ikke just havde varmet publikum op. Publikum hviskede og tiskede, og alle vegne lyste de smarte mobiler op i forsøget på at blive underholdt. Sangerinden nåede ikke ud til publikum med sin gennemsigtige og indholdsløse røst, som druknede i dårlig lyd. Om det var fordi folk var utålmodige eller mange bare opførte sig ekstremt uopdragent er ikke til at sige, men publikum var om ikke andet meget utålmodige efter at høre noget god musik.

Maroon 5 med skønne (skrev anmelderen objektivt) forsanger Adam Levine i spidsen fik til gengæld lynhurtigt varmet publikum op til kogepunktet, da de gik på scenen, mens bassen buldrede op gennem fodsålerne, og de første toner slog an til megahittet "Moves Like Jagger" fra deres seneste album Hands All Over. Det var lidt overraskende, at de lagde ud med dette, og det var lidt ærgerligt at spændingen ikke holdt længere end til første taktslag.

Adam Levine var næsten i konstant bevægelse, når han slangede sig henover scenen og forførte publikum. Især hvinede samtlige eksemplarer af hunkønsracen, når Levine rettede sig op, kiggede flirtende på pigerne med en lille trutmund og dertil underspillet sagde: "Good to see you so enthusiastic".

Der var ikke mange overraskelser på programmet; samtlige numre var en selvfølgelighed, heriblandt "Harder To Breathe", "Misery" og afslutningen "She Will Be Loved". Men lidt overraskende var det da, da nummeret "Secret" fra første album Songs about Jane pludselig forvandlede sig til Tina Turners "Whats Love Got To Do With It". Man fik desværre følelsen af, at det ene hit bare erstattede det næste, uden at bandet tog sig tid til skabe en god kontakt til publikum. Men det virkede umiddelbart som om, at især kvinderne hurtigt tilgav dette, da Levine til sidst takkede af og sagde, at intet af dette havde været muligt, hvis det ikke var for publikum.

Med en så forførende frontfigur som Levine kan man let glemme de andre hankøn i bandet, men med er par lækre instrumentale rockpassager lagde man bestemt mærke til Valentine, Carmichael, Madden og Flynn.

Når man tager til koncert med Maroon 5 kan man således forvente at blive bombaderet med supergode pophits, og der er tale om et band som er fantastiske live. Netop fordi de er så dygtige, kunne man godt have tænkt sig, at de havde haft flere overraskelser i ærmet og ikke bare leverede, hvad der kunne forventes, men med et så taknemmeligt publikum, var det vist for fristende bare at sole sig i succesen. Og skal man til koncert i Falconer Salen, skal man huske de høje sko, da den lave scene ikke er optimal til ståpladserne.

Maroon 5 spillede i Falconer Salen den 2. december