|
|
Den canadiske trup med det mundrette navn L'Orchestre d'Hommes-Orchestre splitter salen ad i deres anarkistiske og uærbødige kærlighedserklæring til det amerikanske ikon Tom Waits.
Waits kubistiske funk og teatralsk-burleske manerer får yderligere et skvæt galskab og humor i hænderne på de seks hypermusikalske og dybt originale canadiere, der tryllebinder salen fra startens kæntrende brølekor til det afslutttende country-nummer med - hvad ellers - jodleomkvæd.
Fans af Tom Waits kunne for år tilbage nyde opsætningen af Woyzeck på Betty Nansen, med koreografi af Robert Wilson og Waits' egensindige musikalske fortolkning af dette tyske mesterstykke. Siden har vi ikke set ham på disse breddegrader, men mens vi venter på manden selv, kan man roligt bruge et par timer i selskab med en flok dybt vanvittige canadiere, der har skabt denne forestillings fortolkning af Waits' univers.
Det skal straks understreges, at vi ikke har at gøre med en autenticitets-søgende efterligning af Mr. Tom. Men noget der er langt mere i tråd med den stædige jagt på et interessant udtryk, der vel mere end noget andet gør, at Tom Waits idag står som en eminent respekteret kunstner på den internationale musikscene - mens andre navne der udgav deres første plader i 70'erne forlængst er arkiveret som tidstypiske kuriositeter på nostalgiske festivaller i mellemstore provinsbyer.
L'Orchestre d'Hommes-Orchestre er en dybt musikalsk trup, der giver overbevisende versioner af den musikalske side af Tom Waits. Lige fra den karakteristiske stemme til de disharmoniske guitarfigurer, der væver rundt om en gung-ho mukkert-rytme, er man i sikre hænder rent musikalsk. Men det er forestillingens humor, der løfter den op til at blive en uforglemmelig oplevelse. Når de fire mandlige medlemmer klemmer sig ind i en billedramme og brøler et nummer, mens de fingerer ved hinandens ansigter, eller forsangeren fodres med budding mens han synger I don't wanna grow up, akkompagneret af et miniklaver.
Waits' instrumentering er et kapitel for sig, og forestillingen gør bl.a. brug af ukogt spaghetti, korkpropper i vinflasker, en barnevogn, boksehandsker, en banjo spillet med pistol, en golfkølle monteret på en styrthjelm, der i en menneskelig mekanik, markerer rytmen på en smedejernpande og meget meget mere.
Der sker meget i forestillingen, og man skriger af grin undervejs. Der er ikke så meget andet at sige, end at man ikke må snyde sig selv for denne forestilling. Når man det ikke i år, kommer de heldigvis tilbage næste år. Keep an eye out!
LODHO performs Tom Waits på Teater Repiblique
Se spilletider
