Sort neglelak, streg om øjnene, pudder i ansigtet, rød læbestift og stort, sort hår: Frontsangeren for The Cure, Robert Smith, er den direkte inspiration til karakteren Cheyenne (spillet af Sean Penn) i Paolo Sorentinos seneste film This Must Be The Place.
This Must Be The Place handler om Cheyenne, en tidligere rockstjerne, der lever af sine royalties i en stor villa i Dublin, sammen med sin kone Jane. Cheyenne, som er plaget af skyld over at have opmuntret to teenagere til selvmord gennem sine sangteksters depressive karakter, har ikke spillet musik i 20 år. Nu får han dagene til at gå med at vakle omkring i Dublin med sin rullekuffert. Nogle af byens indbyggere ser op til ham. Andre håner hans outrerede look. Selv virker han excentrisk nok til at være ligeglad med andres meninger. Da han opdager, at hans far ligger for døden, rejser Cheyenne med skib (han er bange for at flyve) til New York. Cheyenne har ikke talt med sin far i 30 år, og for at forlige sig med den afdøde, sætter han sig for at færdiggøre farens søgen efter den vagt, der ydmygede ham i kz-lejren årtier tilbage.
Genremæssigt starter filmen ud som en slags komediemelodrama i portrætteringen af Cheyenne og hans tilværelse i Dublin. Vi introduceres til fine karakterer, f.eks. hustruen og brandmanden Jane (Frances McDormand), og hans deprimerede veninde Mary (Eve Hewson). Melodramaet ændres til en slags road movie, da Cheyenne rejser til New York og dernæst videre rundt i Guds eget land. Her kører han rundt i en moderne pickup truck i sin søgen efter den tidligere kz-vagt. Gennem hans rejse bliver hans eksistens påvirket af endnu flere elskværdige personer, bl.a. den succesfulde nazi-jæger Mordecai Midler (Judd Hirsh), opfinderen af rullekufferten Robert Plath (Harry Dean Stanton) og diner tjeneren Rachel (Kerry Condon). Selv David Byrne (Talking Heads), der står for musikken til filmen, spiller sig selv i en cameo optræden.
Alle rollerne er velspillede af højt profilerede stjerner, men det er Sean Penn der tager pusten fra én i sin altoverskyggende rolle som Cheyenne. Penn giver den hele armen som den nedslidte rockstjerne, hvis overdrevne forbrug af det og det andet har fået ham til at ligne en mand, som lige har fået en omgang tæsk, og som knap kan gå pga. sine alt for stramme sorte busker og alt for tunge militærstøvler. Mest sympatisk er han i sin langsomme udtale, og når han puster en lok af ansigtet - en handling, der i virkeligheden beskriver hans sindstilstand.
This Must Be The Place er en film om tilfældige møder mellem mennesker og livets sammentræf generelt. En del af de ting, der dukker op i filmen har ikke nødvendigvis sammenhæng med dens handling. På den måde nærmer filmen sig på den ene side virkeligheden, der altid er mere tilfældig end film, og på den anden en slags David Lynch´sk drømmeverden med mystiske personer, der dukker op som en røgsky og dernæst forsvinder igen.
Paolo Sorrentino har begået en fin og skæv film om en persons rejse for at genfinde sig selv - hvor musikken, til tonerne af bl.a. Iggy Pops "The Passenger" og selvfølgeligt titelsangen, Talking Heads "This Must Be The Place", samt Luca Bigazzis smukke billeder - er med til at føre os smukt og forførende gennem denne rejse.
