Med sin præstation som Margaret Thatcher i Phyllidia Lloyds i øvrigt ferske udlægning af jernladyens historie cementerer Meryl Streep sin position som sin generations største kvindelige filmskuespiller.
Streep har modtaget en Golden Globe og sin 17. Oscarnominering for sit uhyggeligt præcise og troværdige portræt af Storbritanniens første, kvindelige premierminister. Helt fortjent. I gestik, mimik, tale og tilstedeværelse personificerer Streep den benhårde kvinde med en gennemført troværdighed. Her er ikke tale om overfladisk tillærte manerer, men om en ypperlig præstation af en stjerne på toppen af sin ydeevne. Streep er Thatcher. En social og kønsmæssig banebryder båret af sine ideers visioner. "Et af de store problemer i vores tid er, at vi bliver ledet af folk, der er mere optaget af følelser end af tanker og ideer. Tanker og ideer - det er dét, der interesserer mig", fortæller en begejstret Thatcher i et interview efter et besøg i USA: "De er ikke bange for succes. Deres samfund er skabt af deres ideer, mens vi er skabt af vores historie", konstaterer hun.
Desværre følger Phyllidia Lloyd ikke op på den invitation og tager sig alt for få fortællemæssige friheder til at tolke og forme Thatchers historie. I stedet får vi en overfladisk gennemgang af premierministerens faktiske livsforløb set i et tilbageblik og i dialog med hendes afdøde mand, som den senile Thatcher konverserer med i den bolig, hvor hun holdes under opsyn af hensyn til sin egen sikkerhed.
Rent fortællemæssigt er det er som at se en række dokumentarudsendelser om en seriemorder klippet sammen til en film. Uden dramatisk udvikling - en steril gennemgang af den ene begivenhed efter den anden. Instruktøren giver ikke sin stjerne nogen støtte, men overlader det til hende at bære filmen på sin præstation alene. Hun kan sagtens bære det, men det er ærgerligt.
Historien om den ambitiøse købmandsdatters opstigen til nationens jernlady, som holder sig på magtens tinde gennem krise, kampe mod fagforeningerne, nedskæringer, Falklandskrig og politiske opgør, rummer så mange åbenlyse invitationer til tolkning, at det måske simpelthen har været for meget. Lloyd har taget det hele med - og dermed udvandet fortællingen. Instruktøren har forsøgt at sætte sig på alle stolene og lander på gulvet, hvorfra hun stirrer fascineret på Meryl Streeps eminente personificering af Margaret Thatcher.
Det gør vi andre også. Og for alle os, der tydeligt husker den virkelige jernlady i fuld vigør, er portrættet en stor oplevelse. For yngre generationer vil filmen til gengæld være forglemmelig. Som fortælling er der to stjerner til filmen - men Streep leverer en præstation til seks. Vi lander på de fire.
