Flere nyheder

 
Teater
Abekongen

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Abekongen
Man. 27. feb. 2012
kilde: KultuNaut, Ditte Svane


Foto: Palle Skov

I Abekongen blandes østens mystik med moderne scenografi-teknik, tilsat et drys asiatisk kampkunst, og med lige dele alvor og humor.

Med forestillingen Abekongen har Mungo Park Kolding skabt en familieforestilling baseret på det gamle kinesiske eventyr, som børn af 70'erne og 80'erne muligvis vil kunne huske fra tegnefilmen af samme navn. Og det med koreografi af en thailandsk martial arts artist. Det er bestemt et ambitiøst projekt.

Det er et farvestrålende tegneserieunivers, der etableres på scenen. Kostumerne rammer en perfekt balance mellem østens romantik og ironisk distance. Scenografien består af et væld af rispapirlamper samt en bagskærm, hvor skuespillerne kan bevæge sig rundt i de eventyrlige landskaber ved hjælp af blue-screen-teknologi. Det inviterer indenfor og besnærer.

Historien omhandler i store træk den superhelteagtige Abekonge, der bliver straffet for sin arrogance af de højere magter og må lære om ydmyghed ved at blive discipel for en munk på en hellig mission. Østens historiefortælling er noget anderledes end den vesterlandske, så historien synes en smule kringlet, og mange elementer bliver ikke forklaret. Det skal man dog ikke lade sig skræmme af, for de enkeltstående scenarier står stærkt og rummer masser af action, morskab og stof til eftertanke. Persongalleriet byder på guddommelige væsener, listige dæmoner og andre mærkelige skabninger. De fire skuespillere skifter ubesværet mellem de mange roller og spiller aber med imponerende og nærmest skræmmende lighed.

Selvom stykket behandler tunge emner som død, tro og ondskab, er tonen ofte let og rummer masser af plads til one-linere, så der er noget at grine af for alle.

Alt i alt en underholdende og forfriskende forestilling, som store børn kan se med deres forældre. Godt børneteater er godt voksenteater, og det gælder også for Abekongen.

Stykket får fire stjerner, men Mungo Park Kolding får en ekstra for at vove at satse på en anderledes og svær historie med brug af elementer, man bestemt ikke ser hver dag.

Instruktør: Moqi Simon Trolin
Medvirkende: Jesper Riefensthal, Maja Juhlin, Søren Bang, Gry Guldager, Anders W. Berthelsen (stemme)

Abekongen spiller på Mungo Park Kolding frem til den 10. marts.
Aldersgrænse: Fra 8 år

Se spilletider


Foto: Palle Skov