Flere nyheder

 
Litteratur
EMPATI, det der holder verden sammen

Find gamle nyheder:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
EMPATI, det der holder verden sammen
Man. 12. mar. 2012

Hvad børn i dag mere end noget andet har brug for, er støtte til at udvikle selvberoenhed, siger forfatterne til denne bog, og det betyder ganske enkelt at kunne vende sig indad, at kunne mærke sig selv, hvilket er forudsætningen for at kunne indleve sig i andre mennesker, at kunne sætte sig i andres sted - at have empati.

Vi fødes alle sammen med anlæg for selvberoenhed og empati, men disse anlæg kan ligge ubrugte hen. Derfor skal de udvikles og opøves, og det er netop, hvad bogen Empati handler om. Empati er en slags håndbog med teoretisk og praktisk vejledning i, hvordan man støtter mennesker i at forbedre og fordybe kontakten til sig selv og hinanden. Og denne fordybelse kan trænes. Men det bliver igen og igen pointeret, at denne træning ikke sigter på, at vi skal lære noget nyt, vi skal blot blive opmærksomme på det, vi kan i forvejen, det som kaldes "de fem naturlige kompetencer," fordi vi alle har bevidsthed om kroppen, åndedrættet, hjertet, den spontane kreativitet og opmærksomheden.

Første hovedafsnit omhandler "Empatiens grundlag", andet hovedafsnit omhandler "Bæredygtighed og empati", om vigtigheden af, at også hele grupperinger af mennesker udvikler empati. Tredje hovedafsnit "Træning i empati", som også udgør anden halvdel af bogen, beskriver både fysiske øvelser i kropsbevidsthed, åndedræt, jordforbindelse, etc. samt indre øvelser i bevidsthedstræning.

Empati og livsglæde er ifølge forfatterne tæt forbundne. For en dyb og intens kontakt til andre skaber glæde og større livskundskab, og at opøve sine empatiske evner er derfor at træne livsglæde. Men det er fremmed for vores kultur, at man kan øve sig på livskundskab og livsglæde. Og det kan godt undre én, for det ligger jo også dybt i vores kultur, at man netop kan tilegne sig færdigheder og viden gennem træning, men det er vel at mærke kundskaber og ikke, som forfatterne i bogen taler om, nuancering af hjertefølelser eller om sammenhængen mellem kropsbevidsthed, nærvær og venlighed. Oplysning og viden er generelt frisat af trosforestillinger og dogmer, men det gælder ikke for udvikling af empatiske følelser. En holdning, der kan føres tilbage til Luther, ifølge hvem mennesket er født ondt og intet selv kan gøre ved denne beklagelige tilstand. En holdning, der stadig findes i den kollektive bevidsthed i dag.

Empati har først og fremmest fokus på børnene. Og ifølge familieterapeuterne Jesper Juul og Helle Jensen er der store problemer i klasseværelserne, der er præget af uro, højt støjniveau og stress. Pædagogikken fokuserer her på tre elementer: 1. Redskaber til at lære børn empati, 2. Redskaber til træning af børns opmærksomhed, og 3. Redskaber til at stimulere og udvikle selvberoenhed.

Forfatterne - Jesper Juul, Peter Høeg, Jes Bertelsen, Michael Stubberup, Steen Hildebrandt og Helle Jensen - er fra vidt forskellige fagområder, men har fundet sammen i deres fælles interesse for børns vilkår i en verden, der er både kompleks og i drastisk forvandling, og hvor det er vanskeligt at finde rollemodeller.

Forfatterne stiftede i 2007 foreningen 'Børns Livskundskab' til "fremme af livskundskab, eksistentiel fordybelse og hjertets intelligens i det pædagogiske arbejde med børn."

Det er et virkeligt prisværdigt og tiltrængt initiativ, som man må håbe, at undervisningsministeren og skolemyndigheder er lydhøre overfor.

Forfattere: Helle Jensen, Jes Bertelsen, Jesper Juul, Michael Stubberup, Peter Høeg, Steen Hildebrandt: EMPATI - det der holder verden sammen
Rosinante, 127 sider
ISBN: 978-87-638-2201-5

Køb eller bestil bogen på saxo.com