I Hvad med Kevin? har Lyhnne Ramsay skabt en elegant psykologisk og neglebidende fortælling om en mors forhold til sit barn. Som seer får man lov til at betragte hændelserne, men skal selv dømme og analysere ud fra egen reaktion.
Hvad med Kevin? starter med en lang scene filmet oppefra med kran, hvor man ser en "Tomantina" festival finde sted i Valencia. Horder af folk bader i tomater og langsomt ses Eva (Tilda Swinton) blive båret igennem af mængden. Hun nyder dette scenarie, som viser sig at være en allegori for hendes mistede fortid. Den røde farve sprudler i scenen og skal senere komme igen i filmen, som en poetisk metafor for det blodbad hendes søn har skabt på en high school og ikke mindst det blodbad sønnen har inficeret i hendes liv.
Eva prøver at genskabe sit liv i et lille hus i en amerikansk forstad, med alle naboernes hadende blikke på sig. Eva er en succesful rejsefotograf, der lagde sine karriereambitioner på hylden, da hun og Franklin (John C. Reilly) fik sønnen Kevin (Ezra Miller). Som baby lider Kevin af kolik og driver sin mor til vanvid. Hun spadserer med barnevognen i håb om, at få barnet til at tie, men kan kun overdøve hans gråd ved, at stille ham ved siden af noget vej-arbejde, hvor der bliver larmet med et trykbor. Forholdet mellem mor og barn kommer skævt fra start og det virker ligefrem som om Kevin prøver at tirre sin mor. Eva spørger sig selv om hun i virkeligheden elsker sit barn, som en mor bør gøre.
Under Kevins opvækst ses hans manipulerende natur, hvor han spiller et dobbeltspil mellem forældrene og lader faren tro, at han er et drømmebarn, imens han bevidst terroriserer moren. Da han vokser op og bliver en uempatisk teenager er det lillesøsteren Celie, der står for skud. Som biografgænger ved vi hvordan filmen vil ende, men vi vil ikke have at det skal gå så galt.
Hvad med Kevin? fortæller os om den high school tragedie, som Kevin er ansvarlig for - men denne forfærdelige handling træder i baggrunden for på elegant vis at føre os gennem et minutiøst studie af forholdet mellem forældrepar og barn. Formen er itusprængt og bruger montagen til at hoppe frem og tilbage i tid. Og da vi når til slutningen får vi ingen svar på spørgsmålet om hvorfor Kevin gjorde som han gjorde: Er det morens skyld? Er han psykopat? Eller hvad med Kevins synspunkt som det skadede barn?
Ubehaget vokser hos seeren og man føler ængstelighed og væmmelse mens billederne forekommer på det store lærred - ikke mindst når man kører dem igennem sit interne diasshow lang tid efter at man har set filmen.
Lyhnne Ramsay har skabt en mere end vellykket psykologisk thriller hvor det, der skal forestille at være det trygge, bliver repræsenteret klinisk og slet ikke hjemligt - det onde har intet sted at gemme sig.
Forlægget af Lionel Shrivers er sublim i hænderne på denne instruktør, der har skabt et værk med konnotationer til en mere kunstnerisk filmform, hvor billed- og lydside skærper skævheden mellem mor og barn, så man på poetisk vis bliver ført gennem denne deroute. Intet tilfældigt og billederne er symbolladede og kan bære mange analyser længe efter filmen er slut. Man skal derfor være forberedt på at filmen kommer til at give mere end rigeligt stof til eftertanke. Men er det ikke også det, der karakteriserer det stærkeste filmsprog af alle?
