Med filmen "Alperne" har vi at gøre med absurd tragikomedie af den græske instruktør en Yorgos Lanthimos, som også stod bag den Oscar-nominerede "Dogtooth".
Alperne er navnet på en hemmelig gruppe, der tilbyder at lade sig hyre af de sørgende efterladte, som stand-ins for deres nyligt afdøde slægtninge. Deres virke består i, at de et par timer om ugen møder op i den afdødes hjem, hvor de klæder sig i den savnedes tøj og påtager sig kendetegnende vaner og talemåder, indtil familien har vænnet sig til tanken om døden. Men da et af gruppens medlemmer langsomt indleder et forhold til en klient, og samtidigt også selv opsøger en rolle som stand-in udenom gruppens leder, risikerer hun at sætte alt over styr.
Alperne tager på absurd vis rollespil ud til det ekstreme. Og selvom man som tilskuer forstår den overordnede historie, så er man samtidig overladt til selv at udfylde de blanke felter i den elliptiske klipning, der forkorter handlingen i både tid og rum. Denne anmelder havde dog til tider svært ved at finde ud af om alle forhold mellem Alperne og omverden var rollespil, eller om der også var noget af deres 'virkelige' liv iblandet. F.eks. om en sygeplejerske kommer hjem til sin 'rigtige' far eller til en far hun er blevet hyret af. Men selvom Alperne kan være svær at følge, rammes man af det uhyggeligt præcise formsprog og mærker ubehaget i situationen og ikke mindst melankolien i alle disse karakterer, som i virkeligheden klamrer sig fast til rollespillet i mangel på tætte personlige relationer.
Den mystiske kvartet Alperne, består af lederen, den truende paramediciner, der lader sig kalde for Mont Blanc (Aris Servetalis), sygeplejersken (Aggeliki Papoulia), en krævende gymnastiktræner (Johnny Vekris) og en ung gymnast (Ariane Labed). De fire gådefulde skæbner spilles sublimt, og netop dét tilføjer filmen en sørgelig karakter.
Selvom Alperne kræver, at man holder koncentratoionen lige i munden, kan undertegnede ikke undgå at være imponeret over hvordan Lanthimos bryder med de filmiske konventioner ved at lade karaktererne tale mens de er ude af fokus. Et stillistisk greb, der er med til at forme en allegori på karakterernes indre, som rammer tilskueren på en anden måde, end hvis billedet havde været mere almindeligt.Yorgos Lanthimos leverer sine fortællinger i et passivt og hypnotisk tempo og dead-pan komedien får en dyb emotionel resonans, der understreger at Lanthimos, og græsk film generelt, virkelig er værd at følge med i.
